- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Fra helikopterfirma til direktørstilling i Air Greenland

Lars-Henrik Thorngreen er den 1 oktober tiltrådt som Director Flight Operations hos Air Greenland, og den syvende arbejdsdag blev særligt udfordrende.

Lars-Henrik Thorngreen har den 1. oktober sat sig til rette i en af de fem direktørstole hos Air Grenland i Nuuk. Fra dette tidspunkt overtog han ansvaret for det grønlandske flyselskabs flyveoperationelle organisation som Director Flight Operations.

Hos Air Greenland beskæftiger man sig med passagertransport med både fastvingede fly og helikoptere, men selskabet har også den særlige Search and Rescure (SAR) beredskabsaftale, der er vundet i EU-udbud via Forsvarskommandoen.

Derfor passer den nye flyvechef umiddelbart godt ind i stillingen. Han har nemlig en baggrund fra helikoptervirksomheden NHV Nordzee Helicopters Vlaanderen NV (tidligere Dancopter, red.), der flyver for franske Total (tidligere Maersk Oil, red.) til oliefelterne i Nordsøen samt fra Flyvevåbnet, hvor han var oberstløjtnant ved HelicopterWing Karup.

Som øverste chef for den flyveoperationelle organisation har Lars-Henrik Thorngreen nu fået ansvaret for 210 ansatte, der består af piloter, kabinepersonale, trafikdisponenter og andre støttefunktioner, og ansvaret omfatter også den flyveoperationelle sikkerheds- og risikostyring.

Hændelse i Kulusuk
Den nye direktør fik sin ilddåb allerede tirsdag i denne uge, hvor en af Air Greenlands helikoptere var involveret i en hændelse i Kulusuk.

Under opstarten fra Kulusuk Lufthavn knækkede landingsstellet på en helikopter af typen Bell 212. Opstarten blev afbrudt og passagererne blev evakueret uden personskade, oplyser Air Greenland.

 

Air Greenland har, som reglerne foreskriver, indrapporteret sagen til Havarikommissionen samt igangsat en intern undersøgelse af hændelsen. Så snart konklusionerne fra udredningen foreligger, vil Air Greenland implementere eventuelle mulige forebyggende foranstaltninger.

I flåden har Air Greenland otte Bell 212-helikoptere, der er indrettet med plads til ni passagerer. Bell 212-helikopterne servicerer mineralefterforskningen i Grønland samt de mere afsides liggende beboelser.

 

Relaterede artikler:

Air Greenland taber på fejlkøb af helikopter

Air Greenland-fly hjælper privatfly i nød

Air Greenland tavs om årsag til ulykke

Air Greenland-fly forulykket i Ilulissat