- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Her er de 20 største flyselskaber i CPH

British Airways er ikke længere det femtestørste flyselskab i Københavns Lufthavn. KLM har overhalet indenom, og et andet selskab puster det britiske flyselskab i nakken, viser en årsopgørelse fra CPH.

Året 2014 var et godt år for Københavns Lufthavn. Antallet af passagerer steg med 6,5 procent, hvilket svarer til næsten 1,5 mio. flere passagerer end året før. Lufthavnen afsluttede året med at sætte passagerrekord med 25.627.093 gennem terminalerne i Kastrup.

Et godt år for CPH var også et godt år for lufthavnens største flyselskaber. SAS, Norwegian, easyJet og Lufthansa, der er de fire største flyselskaber i CPH voksede mere end gennemsnittet og var dermed kraftigt medvirkende til den flotte vækst.

Derimod haltede det en smule for British Airways, der igennem en længere årrække har været blandt de fem største flyselskaber i Københavns Lufthavn. I 2014 måtte det britiske flyselskab se sig henvist til en sjetteplads, da KLM overhalede indenom med 496.226 passagerer, mens British Airways måtte notere en tilbagegang på syv procent til 480.227 passagerer. Airberlin var samtidig sølle 1.470 passagerer fra at overhale British Airways, der dermed var tæt på at havne syvendepladsen i CPH.

En af forklaringerne på tilbagegangen i Københavns Lufthavn skyldes den reducerede kapacitet, da British Airways i løbet af året ophørte med at benytte Boeing 767-fly på ruten mellem København og London-Heathrow.

“Jeg vil ikke udtale mig specifikt om passagertal, men hos British Airways vil vi hellere være profitable end være de største. Ser man på fondsbørsmeddelelserne fra vores ejere i IAG, kan man se, at vores lønsomhed går den rigtige vej,“ siger Peter Ramussen, kommerciel chef for British Airways i Nordeuropa til CHECK-IN.dk.

SAS og Norwegian øger
Passagertallene fra Københavns Lufthavn viser også, at SAS og Norwegian tilsammen har øget markedsandelen med et procentpoint. Tilsammen udgør de to selskaber 59 procent af det samlede antal passagerer i CPH. SAS ligger på 42 procent, mens Norwegian er vokset til 17 procent med over 4,2 mio. passagerer og en vækst på 9,9 procent.

Udover British Airways er det kun Austrian Airlines, Thai Airways og charterflyselskabet Thomas Cook Airlines Scandinavia, der har haft passagertilbagegang, når man stiller skarpt på lufthavnens 20 største selskaber, der samlet udgør 87 procent af trafikken.

Austrian har mistet 35.000 passagerer svarende til hver tiende i forhold til året før. Til gengæld havde Lufthansa og Swiss de højeste vækstrater i 2014 med henholdsvis 13,5 og 14,4 procent. Det endda på trods af, at Lufthansa i flere perioder har været berørt af omfattende pilotstrejker, der også påvirkede trafikken til og fra CPH.

Thai Airways mistede i underkanten af 19.000 passagerer gennem hele året, hvilket blandt andet er et resultat af den øgede konkurrence mellem København og Bangkok, efter at Norwegian gjorde sin entré på ruten den 30. oktober sidste år.

Det ligger dog helt fast, at der vil ske betydelige forskydninger i løbet af 2015. Ryanair etablerer sig den 26. marts på foreløbigt tre ruter fra Københavns Lufthavn og ventes at rykke direkte ind i top5. Herudover vil Danish Air Transport løfte sig fra en placering som nummer 18 med 241.229 passagerer til en plads i 10 som følge af, at selskabet ved udgangen af marts overtager indenrigsflyruten mellem København og Karup.

Københavns Lufthavn -20 største flyselskaber i 2014

Nr. Flyselskab 2014 2013 Diff. i %
1. SAS 10.794.747 10.065.604 7,2 %
2. Norwegian 4.234.144 3.852.156 9,9 %
3. EasyJet 1.535.059 1.433.841 7,1 %
4. Lufthansa 561.511 494.623 13,5 %
5. KLM 496.226 469.982 5,6 %
6. British Airways 480.227 516.294 -7,0 %
7. Airberlin 478.757 443.050 8,1 %
8. Air France 385.172 380.030 1,4 %
9. Turkish Airlines 353.655 340.431 3,9 %
10. Finnair 329.424 298.261 10,4 %
11. Swiss 325.069 284.041 14,4 %
12. Austrian Airlines 306.365 341.204 -10,2 %
13. Icelandair 304.420 294.906 3,2 %
14. Vueling 278.235 253.432 9,8 %
15. Thomas Cook Airlines 273.447 276.746 -1,2 %
16. Emirates 246.434 240.338 2,5 %
17. Widerøe 246.081 241.844 1,8 %
18. Danish Air Transport 241.229 222.379 8,5 %
19. TUIfly Nordic 237.288 209.353 13,3 %
20. Thai airways 231.054 249.901 -7,5 %
Øvvrige selskaber 231.054 249.901 4,1 %
I ALT 25.627.092 24.067.030 6,5 %

Kilde; Københavns Lufthavn