- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Her er det nye SAS-servicekoncept

Den 1. juni starter SAS salget af billetter efter det nye servicekoncept med SAS Go og SAS Plus. Første rejsedag med det nye koncept bliver den 9. juni.

Når man fra søndag den 9. juni sætter sig ombord i et SAS-fly, vil man som passager blive mødt med et ny servicekoncept.

Indenfor Europa vil man ikke længere opleve Business, Economy Extra og Economy, men i stedet blot to serviceklasser, henholdsvis SAS Plus og SAS Go. Det betyder, at SAS Business Class forsvinder.

På de interkontinentale ruter vil SAS dog fastholde et produkt, der fremover vil hedde SAS Business sammen med SAS Plus og SAS Go.

Gratis morgenmad for alle på indenrigs
Mad og drikke ombord tilbydes ikke længere under navnet SAS Cloud Shop, men hedder fremover “Our Café“. SAS Plus-kunderne vil få tilbudt morgenmad herfra før kl. 09.00, og fra alle flyvninger efter kl. 09.00 kan Plus-passagererne frit vælge fra café-udvalget.

SAS Go-kunderne kan i stedet købe sig til morgenmad før kl. 09.00. På indenrigsflyvninger i Danmark, Norge, Sverige og Finland vil morgenmad dog være gratis uanset serviceklasse. Det vil på de danske indenrigsruter foregå på den måde, at passagererne indtil kl. 09.00 får udleveret morgenmaden i gaten, hvorefter den kan bringes med ombord.

Fremover vil det også kun være SAS Plus-kunderne, der kan få serveret “special meals“. I stedet er Go-kunderne henvist til at købe en sundhedsbar, der ikke indeholder gluten, mælkeprodukter, laktose, hvede og æg.

Ingen standby-opgradering indenfor Europa
Udover forskellene i forplejningen ombord er der også differentieret på andre områder i servicekonceptet. SAS Go er for dem, som vil have et standard-produkt, mens SAS Plus er for dem, der vil have mere.

Man kan dog ikke få mere plads. Det er nemlig ikke muligt for SAS at tilbyde midtersædet frit på SAS Plus.

Herudover skal SAS EuroBonus-kunder skal også vænne sig til, at det er slut med standby-opgradering for bonuspoint. Det bliver kun muligt på de interkontinentale flyvninger, hvor der er tre klasser til rådighed.

Enkle løsninger
Til gengæld kan Plus-passagerer altid medbringe to stykker indchecket bagage uden ekstra tillæg, får adgang til Fast Track, adgang til lounge, frie måltider og drikkevarer ombord samt dobbelt bonuspoint. Go-passagerene må derimod nøjes med et stykke indchecket bagage samt kaffe eller te ombord med undtagelse af indenrigsruterne i Norden.

“I udviklingen af det nye servicekoncept har vi ikke kigget til branchestandarder men lyttet til kunders behov. Så SAS Plus og SAS Go er udarbejdet sammen med kunderne. Vi har haft fokusgrupper med agenter og med rejseansvarlige hos vores erhvervskunder. Vi har ogsåi gennemført interviewundersøgelser blandt rejsende og samlet input fra de tilfredshedsundersøgelser vi i øvrigt foretager månedligt,“ fortæller pressechef Trine Kromann-Mikkelsen fra SAS i Danmark.

Hun forklarer endvidere, at resultaterne at kundeundersøgelserne peger på, at kunderne vil have det enkelt. De vil have løsninger som gør det enklere at rejse, og, ikke mindst, løsninger som er tidsbesparende.

Alle billetter solgt fra den 1. juni og fremad vil være prissat i henhold til det nye servicekoncept. Reservationer på Business Class og Economy Extra foretaget før den 1. juni vil automatisk blive overført til SAS Plus.