- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Holland vil stoppe sandkasse-ekspansion

Emirates, Etihad og Qatar Airways får ikke flere landingstilladelser i Amsterdam før det er klarlagt om de tre selskaber modtager statsstøtte, fastslår den hollandske regering.

Der bliver ikke givet flere landingstilladelser til Qatar Airways, Emirates og Etihad i Amsterdam Schiphol-lufthavnen før en større trafikaftale mellem EU-landene og en række stenrige olieemirater, der er de tre selskabers hjemlande, er på plads.

Det er budskabet fra den hollandske regering, der har noteret sig anklagerne fra flere amerikanske flyselskaber mod de tre mellemøst-selskaber om at de lever fedt af statsstøtte.

United Airlines, Delta Air Lines og American Airlines i en fælles rapport til de amerikanske politikere forsøgt at føre bevis for, at støtten til Etihad, Qatar Airways og Emirates, der lidt spydigt kaldes sandkasseselskaber af konkurrenterne, er med til at skævvride konkurrencen i forhold til de amerikanske selskaber.

Tage skarpere afstand
Den hollandske regering vil på den baggrund have klarlagt om direkte og indirekte statsstøtte på samme måde er med til at skævvride konkurrencen mellem mellemøst-selskaberne og store europæiske aktører som Lufthansa, British Airways og fransk-hollandske Air France-KLM.

“Jeg og mine europæiske kolleger ønsker at tage skarpere afstand fra golfselskabernes fremmarch, hvis der er tale om unfair konkurrence,“ siger minister for miljø og infrastruktur i den hollandske regering, Wilma Mansveld, til hollandske medier.

Først når en klar samarbejdsaftale mellem EU og olieemiraterne er på plads, kan de tre selskaber få tildelt nye start- og landingstilladelser i Europas fjerdestørste lufthavn, Amsterdam Schiphol.

“På nuværende tidspunkt holder vi døren lukket,“ understreger Wilma Mansveld.

Op i det røde felt
Den melding har sendt Qatar Airways’ direktør, Akbar Al Baker op i det røde felt. Han truer med at det kan koste Holland og andre europæiske lande muligheden for at vinde kontrakter på de infrastrukturprojekter til en værdi af tilsammen 150 mia. dollars, som styret i Qatar har i pipelinen.

“Hvis du ikke tillader os en lille gevinst ved at give os mulighed for at bringe yderligere flyvninger til Holland, så skal du ikke forvente særlig mange kommercielle kontrakter fra vores regering,“ lød det fra Al Baker ved en pressekonference i Amsterdam i denne uge.

Emirates flyver to gange dagligt mellem Dubai og Amsterdam. Etihad flyver en gang dagligt og Qatar Airways vil meget snart åbne en rute mellem Doha og Amsterdam. Der bliver tale om én daglig returflyvning, men Qatar Airways havde gerne set, at der var givet tilladelse til to daglige forbindelser.