- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Hologrammer og automatik i fremtidens lufthavn

Ingen check-in og ingen pas samt automatisk scanning af bagagen på et brøksekund. Sådan vil fremtidens flyrejse blandt andet se ud ifølge ny rapport.

En fuldautomatisk lufthavnsoplevelse, hvor man som passager blandt andet vil undgå check-in-skranker og lange køer. Pas bliver heller ikke længere nødvendigt – for passet erstattes af biometriske datakort, og den møjsommelige scanning af baggage vil være erstattet af såkaldte molekylære laserscannere, der kontrollerer både bagage og passager på en brøkdel af et sekund.

Det er det rosenrøde fremtidsbillede, som rejsesøgemaskine Skyscanner tegner i en rapport om fremtidens rejser. Rapporten, Fremtidens Rejser 2024, kommer med kvalificerede og tankevækkende bud på, hvordan vi som flyrejsende kan forvente at rejse i den nærmeste fremtid.

”At være i en lufthavn og rejse med fly vil om bare 10 år være en helt anden oplevelse, end vi kender den i dag. Eksempelvis vil den rejsende være i stand til at checke ind og aflevere deres tasker på Starbucks, imens de køber kaffe og bruger deres smartphone til at overvåge køerne ved security og samtidigt tjekker den smarteste vej til deres gate,” fortæller Maria Paulsen, rejseekspert hos Skyscanner.

Det er særligt ved sikkerhedstjekket, at man som rejsende vinder meget af sin kostbare tid tilbage. De lange køer og røntgenmaskinerne, som vi kender fra sikkerhedstjek i 2014, vil være en del af en svunden fortid. Allerede i dag er en del af disse teknologier ved at blive planlagt – blandt andet i terminal 4 i Singapores Changi Lufthavn, som forventes at åbne i 2017.

Parklignende haver
Når den rejsende er kommet igennem security, forudsiger rapporten, at afgangshallerne bliver starten på ferieoplevelsen med smukke, humørløftende rum fyldt med alt fra kunstgallerier og grønne parklignende haver til 3D-biografer og butikker med udstillede varer, der scannes, købes og bliver leveret hjem til dig, uden at man behøver medbringe dem på flyet.

”Meget af det, vi som rejsende i dag drømmer om, kan meget vel være mainstream i 2024. Lufthavne og flyvninger vil i stigende grad blive en unik start på vores ferie, hvor rejsende kan slappe af og skabe det perfekte rum, der passer til netop deres individuelle behov. Uanset om de flyver i ferie- eller forretningsøjemed,” forklarer Maria Paulsen.

Kigger man på personalet i fremtidens lufthavn, så vil dele af det, ifølge rapporten, være 3D-hologrammer, der dukker frem og guider den rejsende hen til eksempelvis flysædet. Det former sig naturligvis efter passagerens kropsform og som standard er det udstyret med 3D-multimedie og internetforbindelse.

Mobil stue
Sammen med det holografiske lufthavnspersonale forudser rapporten også, at hologramsystemer i Skype-stil vil være tilgængelige om bord, så passagererne kan have 3D-samtaler med venner og familie under deres flyvning. Afskærmning vil være indbygget i passagersæderne for at forhindre, at andre rejsende lytter med i samtalerne.

Individuelt tilpassede flysæder vil tilbyde de rejsende forskellige niveauer af komfort baseret på individuelle præferencer og vil blive en kombination af en mobil stue og et virtuelt kontor med præinstallerede personlige film, musik og data.

Hvordan lufthavne og luftfartsselskaber skal tjene de penge, der er nødvendige for at kunne finansiere investeringerne i den nye teknologi, siger rapporten dog ikke noget om.