- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

HR-direktør bliver kommerciel direktør i Norwegian

Norwegian har udnævnt selskabets HR-direktør til ny kommerciel direktør. Den hidtidige kommercielle direktør får i stedet ansvar for de korte ruter.

Norwegians hidtidige HR-direktør Helga Bollmann Leknes er blevet udnævnt til ny kommerciel direktør (CCO) i selskabet. Hun vil fortsat repræsentere HR-området i selskabets ledelse, ligesom hun bevarer sin position som administrerende direktør for datterselskabet Norwegian Air Resources (NAR).

“Jeg er meget glad for at kunne meddele, at Helga Bollmann Leknes er blevet udnævnt til Chief Commercial Officer for Norwegian Air Shuttle ASA. Hun vil forblive i sin nuværende rolle som administrerende direktør for Norwegian Air Resources, som hun har ledet siden marts 2018,” siger Norwegians administrerende direktør Bjørn Kjos.

Afløser Thomas Ramdahl på posten
Helga Bollmann Leknes afløser Thomas Ramdahl som kommerciel direktør – en position, han har haft siden 2014. Thomas Ramdahl har i stedet fået ansvar for Norwegians korte ruter med en officiel titel som ”Executive Vice President Commercial Short Haul”.

Norske Helga Bollmann Leknes kom til Norwegian i oktober 2017 som HR-direktør og har siden september i år også været ansvarlig for den kommercielle ledelse i selskabet.

“Helga har gjort et godt stykke arbejde inden for kort tid. Fra nu af vil hun være ansvarlig for hele den kommercielle værdikæde,” siger Bjørn Kjos.

Helga Bollmann Leknes kom til Norwegian fra en stilling som HR- og kommunikationsdirektør i Kongsberg Automotive ASA og har tidligere blandt andet været HR-direktør for SAS i Norge. Helga Bollmann Leknes har en Bachelor of Management fra Handelshøyskolen BI i Norge og en Master of Management fra Norges teknisk-naturvidenskabelige universitet (NTNU).

Relaterede artikler:

Har indledt jagten på en ny Norwegian-koncernchef

Norwegian-kommunikationschef i nyt job