- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Hver anden svensker imod øget flyskat

52 procent af de svenske vælgere er imod en forhøjelse af den flyskat, som blev indført i Sverige i april, mens 38 procent er positivt stemt for at øge afgiften. Det viser en ny undersøgelse, som analysefirmaet Novus har lavet for SVT – Sveriges Television.

Det svenske regeringsparti Miljöpartiet høstede en sejr, da flyskatten blev indført, og på sin kongres i slutningen af ​​maj besluttede partiet at gå til valg på en forhøjelse af flyskatten. Der er valg i Sverige den 9. september.

At forslaget om øget flyskat tilsyneladende ikke har opbakning i befolkningen, bekymrer ikke Miljöpartiets ordfører Isabella Lövin. Hun er tillige klimaminister i den svenske mindretalsregering, der består af Socialdemokraterne og Miljöpartiet.

“Jeg hæfter mig ved, at 38 procent mener, at det er godt at hæve flyskatten, og det er unikt, at en så stor del af svenskerne mener, at en skat bør øges,” siger Isabella Lövin til SVT.

“Miljöpartiet har ikke forfulgt dette spørgsmål, fordi vi har lavet opinionsundersøgelser af, hvad folk mener om at indføre en skat på fossile brændstoffer eller på fly, men fordi det er absolut nødvendigt for os at omstille fra det fossile, som skal fjernes, til alternativer,” siger hun.

Flest modstandere blandt Sverigedemokrater
Blandt regeringspartiernes vælgere går 59 procent ind for en forhøjelse af flyskatten, mens 35 siger nej. Størst er modstanden blandt de vælgere der sympatiserer med Sverigedemokraterne – et parti, der er politisk tæt på Dansk Folkeparti. 69 procent af partiets vælgere er ifølge undersøgelsen imod en forøgelse af flyskatten, mens 23 procent er for.

Svensk erhvervsliv: Lufthavne trues af lukning
Kritikerne af flyskatten hævder, at den er et udtryk for symbolpolitik og har en marginal effekt, ligesom den ses som en trussel mod de svenske landdistrikter, der er afhængige af flytransport.

Den svenske flyskat ligger på mellem 60 og 400 svenske kroner per flyrejse – afhængigt af, hvor lang flyrejsen er.

I en analyse af effekterne af flyskatten, som Stockholms Handelskammer og brancheorganisationen Svenskt Näringsliv har gennemført i samarbejde med analysefirmaet WSP, trues i alt syv svenske lufthavne med lukning som følge af flyskatten, og i forlængelse heraf risikerer de svenske regioner at miste titusinder af job.

 

Relaterede artikler:

Svensk flyskat får Norwegian til at øge i Danmark

Svensk flyskat betyder færre passagerer

Sådan fungerer den kommende flyskat i Sverige