- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

I luften med DY eller DU

Rejser man med Norwegian står der sædvanligvis DY i billetten. Det bliver anderledes på de interkontinentale ruter, hvor man i stedet bliver DU´s med det norske lavprisflyselskab.

Hyppigt rejsende vil vide, at SK er luftfartskoden for SAS, mens DY eksempelvis repræsenterer det norske lavprisflyselskab Norwegian Air Shuttle ASA.

Sådan vil det ikke være, når det første Norwegian-langdistancefly i dag sætter kursen mod New York. Rutenummeret vil nemlig hedde DY/5K 7001 alene af den grund, at portugesiske Hifly de første to til tre måneder skal flyve på vegne af det norske lavprisflyselskab, indtil de første Dreamliner-fly er leveret og klar til at blive sat i rutedrift.

Når kalenderen viser 1. september vil der i stedet blive kaldt ud til DY/DU 7001 til New York. Her vil DU-koden signalere, at der opereres af Norwegian Long Haul AS, der er et separat selskab, der skal producere Norwegians langdistanceflyvninger.

Norsk udlændingelov på tværs
Indtil videre er Norwegian Long Haul et norsk registreret aktieselskab, men da den norske udlændigelov ikke tillader beskæftigelse af kabinepersonale udenfor EU/EØS lande, kan det blive nødvendigt for Norwegian at lade longhaul-selskabet registrere i et land, hvor det er tilladt. Ellers vil det ikke være muligt at ansætte det thailandsk-baserede personale til de vilkår og betingelser, som var forudsætningen for ruteøkonomien på langdistanceruterne.

Derfor er der da også i begyndelsen af april måned etableret et skuffeselskab kaldet Norwegian Air International Limited på adressen hos en stor erhvervsadvokatvirksomhed i Dublin. Det bliver muligvis dette selskab, der rent formelt skal stå for indregistrering af Dreamliner-flyene i Irland, således at det vil være muligt at undgå den begrænsende udlændingelov i Norge.

Under alle omstændigheder vil alle fremtidige Norwegian-langdistancefly blive opereret af et separat langruteselskab med koden DU og ikke DY.

Flere kritikere har undret sig over, hvorfor Norwegian vælger at placere langdistanceaktiviteterne i et separat selskab og peger blandt andet på, om det kunne være en manøvre for at redde resten af forretningen, hvis langrutesatsningen slår fejl.

“Det handler om trafikrettigheder. Vi bliver nødt til at have et selskab, der er registreret i et EU-land for at kunne sikre os adgang til de nødvendige trafikrettigheder,“ hævder administrerende direktør Bjørn Kjos fra Norwegian.

Så indtil videre har Norwegian langdistanceselskaber i EØS-landet Norge og EU-landet Irland. I hvilket land langruteflyene ender med at blive registreret, vil vise sig, når første fly leveres om en lille måneds tid. En ting er dog sikkert. Passagererne skal fremover være DU´s med Norwegian, når man skal flyve langt.