- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Iberia åbner to nye langdistanceruter

Fra næste år bliver det muligt at flyve med Iberia til Nicaragua samt endnu en destination i USA.

Det spanske IAG-selskab Iberia er ved at flyve ud af den krise, som selskabet for et par år siden befandt sig i.

Strategiplanen Plan de Futuro er blevet succesfuldt implementeret, og det har sænket omkostningerne hos Iberia, der således har fået mulighed for at etablere sig på ruter og markeder, der ikke tidligere var profitable.

Det betyder blandt andet, at flyselskabet bliver i stand til at åbne nye langdistanceruter, og den første rute vil være klar den 25. april 2018, når Iberia starter en sæsonrute mellem Madrid og San Francisco. Der vil blive fløjet tre gange om ugen med Airbus A330-fly.

San Francisco bliver den sjette Iberia-destination i USA. I forvejen betjener det spanske flyselskab Boston, Chicago. Los Angeles. Miami og New York-JFK.

“Endnu engang vil vores Plan de Futuro sammen med vores ansattes bestræbelser og engagement gør det muligt for os at åbne nye ruter. At fastholde eksisterende markeder og fortsat at komme ind på nye vil afhænge af vores evne til fortsat at øge vores konkurrenceevne samt fortsat at kunne forbedre servicen for vores kunder,” udtaler Luis Gallego, der er bestyrelsesformand for Iberia.

Ny destination i Mellemamerika
Udover San Francisco vil Iberia også etablere en ny rute til Mellemamerika. Destinationen er Managua, der er hovedstaden i Nicaragua, og her vil Iberia også flyve tre gange om ugen fra Madrid. På flyvningen fra Europa til Managua vil der være en mellemlanding i Guatemala, mens der flyves nonstop den modsatte vej.

Da Iberia i forvejen flyver fire gange om ugen til Guatemala, betyder det samtidig, at der vil blive daglig forbindelse til Guatemala City.

Udover de to nye langdistanceruter har Iberia ansøgt de japanske myndigheder om tilladelse til at opgradere fra tre til fem ugentlige afgange mellem Madrid og Tokyo fra 20. oktober 2018. I disse dage er det et år siden, at Iberia åbnede ruten til den japanske hovedstad.

Endelig vil Iberia fra april 2018 indsætte et større A330-fly på ruten mellem Madrid og Tel Aviv.

 

Relaterede artikler:

Iberia giver sig selv nye fly i fødselsdagsgave

Første Iberia-fly med Premium Economy

Iberia følger konkurrenterne og lancerer premium-klasse

Iberia åbner til Kina og Japan

Iberia vil åbne ni nye langdistanceruter