- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Icelandair i kamp mod tiden

På fredag skal aktionærerne i Icelandair på en ekstraordinær generalforsamling godkende købet af WOW air, men Icelandair kan ikke nå at opfylde alle betingelser.

Det vakte stor opsigt, da Icelandair den 5. november kunne offentliggøre en aftale om at overtage samtlige aktier i konkurrenten WOW air.

Transaktionen var blandt betinget af, at Icelandairs aktionærer ville godkende aftalen og at de islandske konkurrencemyndigheder ikke ville lægge forhindringer i vejen.

Konkurrencemyndighederne har endnu ikke givet sin tilladelse til transaktionen, der i givet fald vil give de to islandske flyselskaber en samlet markedsandel på 80 procent i forhold til flytrafikken til og fra Island.

Men der alligevel blevet indkaldt til ekstraordinær generalforsamling den 30. november med blot tre punkter på dagsordenen. Første punkt er at godkende købsaftalen, hvorefter der skal der stemmes om en kapitalforhøjelse på 334,9 millioner islandske kroner til at finansiere købet af WOW air. Sidste punkt på agendaen er en yderligere kapitalforhøjelse på 625 millioner islandske kroner.

Samtlige betingelser ikke opfyldt
Det lader dog til, at Icelandair får svært ved at opfylde samtlige betingelser for, at der kan foretages en afstemning uden forbehold. Handelen med Icelandairs aktierpå den islandske fondsbørs blev suspenderet mandag formiddag, og først efter at Icelandair rykkede ud med en fondsbørsmeddelelse, kunne der fra kl. 12.30 atter handles aktier i det islandske flyselskab.

“Salgsaftalen om aktierne (i WOW air, red.) indholder forskellige betingelser, som skal være opfyldt før mødet. I øjeblikket vurderer Icelandair Group , at det vil være usandsynligt, at disse betingelser kan være opfyldt før generalforsamlingen,” hedder det i meddelelsen.

Icelandair understreger dog, at man trods dette vil fortsætte arbejdet med transaktionen, og at parterne fortsætter dialogen i forhold til næste skridt i aftalen.

Generalforsamlingen bliver afholdt den sidste hverdag i november, hvor der udover lønninger forfalder en del omkostninger til betaling. Det kan derfor være uklart, om det er Icelandair eller WOW air, der kommer til at afholde omkostningerne, hvis betingelserne i aftalen ikke er opfyldt.

 

Relaterede artikler:

Icelandair og WOW air fælles om 21 ruter

Icelandair overtager WOW air

WOW air haler ind på Icelandair