- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Icelandair vil købe 49 procent af Play-selskab

Malta-selskabet Fly Play Europe fik sin driftstilladelse blot et halvt år før Play-konkursen i slutningen af september 2025. Nu vil Icelandair købe sig ind i selskabet.

I foråret 2025 sikrede det tidligere islandske lavprisflyselskab Play sig en driftstilladelse fra de maltesiske myndigheder til det nyetablerede datterselskab Fly Play Europe, der blandt andet skulle bruges til ACMI-flyvninger for andre operatører.

Men i slutningen af september sidste år gik det islandske moderselskab konkurs, og Icelandair er nu klar til at overtage en ejerandel på 49 procent af Fly Play Europe, der ejes af en gruppe islandske investorer, herunder pensionskasser. Det oplyser Icelandair i en pressemeddelelse.

Ifølge Icelandair vil adgangen til Malta-selskabet kunne give mulighed for at beskæftige sine fly på eksempelvis charterflyvninger, da Fly Play Europe har adgang til mere omfattende luftfartsaftaler og dobbeltbeskatningsoverenskomster.

Planen er også at foretage en opsplitning af den operationelle del af Icelandair, således at flyene i kerneforretningen opereres fra Island, mens andre fly, der benyttes til mere kortsigtede opgaver, kan opereres via Malta-selskabet. Det mener Icelandair vil kunne “forenkle driften og øge effektiviteten”.

Vil følge tendensen med flere driftstilladelser
Dermed vælger Icelandair at følge i hælene på en række europæiske selskaber, der udover at have en kommerciel driftstilladelse (AOC) i hjemlandet også har supplerende driftstilladelser i andre lande. Eksempelvis har Ryanair og Wizz Air også datterselskaber, der opererer  på maltesisk register.

“De fleste flyselskaber i vores markeder, især i Europa, opererer med mere end ét driftstilladelsescertifikat (AOC), hvilket giver dem større fleksibilitet i deres drift. Hvis transaktionen gennemføres, vil det tilsvarende øge Icelandairs fleksibilitet og konkurrenceevne,” siger Bogi Nils Bogason, koncernchef hos Icelandair.

Den underskrevne hensigtserklæring er startskuddet for de videre forhandlinger, hvor en endelig aftale først vil blive indgået, når der foreligger en tilfredsstillende due diligence, de nødvendige myndighedsgodkendelser samt en ordning med kreditorerne i konkursboet efter islandske Fly Play hf, der er under konkursbehandling.

 

Relaterede artikler:

Play indstiller flyvningerne: 400 mister deres job

Overtagelse af Play: Trækker købstilbud tilbage

Play får første af tre A321neo på Malta-register