- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Her er Icelandairs første MAX-fly

Fredag i sidste uge og tirsdag i denne uge lettede et Boeing 737-fly fra Renton Municipal Airport syd for Seattle i staten Washington på USA’s vestkyst. Det var de to dage på vingerne i henholdsvis 57 og 35 minutter inden det landede igen. Da Boeing har sine store samlehaller for netop Boeing 737-fly i Renton-lufthavnen, så var det bestemt ikke noget særsyn. Hver dag går nye Boeing 737-fly på vingerne fra Renton på deres jomfruture.

Men for Icelandair har der været tale om historiske flyvninger. Det var nemlig første og anden gang at selskabets første Boeing 737 MAX-fly var på vingerne. Icelandair har bestilt i alt 16 eksemplarer af de nye MAX-fly, hvoraf ni fly er i MAX 8-varianten og de resterende syv er MAX 9. I 2018 leveres tre fly, seks i 2019, fem i 2020 samt to i 2021. Med MAX-flyene får Icelandair en hel ny flytype i sin flåde, da selskabet i dag kun har Boeing 757 og Boeing 767-fly, der alle har mellem 16 og 28 år på bagen.

Det første Boeing 737 MAX 8-fly har fået registreringen TF-ICE og står nu nymalet på forpladsen foran Boeing-hallerne i Renton Municipal Airport.

Icelandairs nyåbnede Berlin-rute bliver den første til at få glæde af de nye MAX-fly. Som det ser ud nu, så sker det fra den 30. marts. Og den 7. maj vil Icelandair indsætte det moderne mellemdistancefly på ruten mellem Reykjavik og Billund. Dermed bliver en af de fem ugentlige afgange på ruten betjent med MAX´en, mens Icelandair vil benytte de sædvanlige Boeing 757-200 fly på de øvrige afgange.

Betydelig rabat
Boeing 737 MAX-8 flyet får i Icelandairs setup en kapacitet på 160 sæder fordelt med otte sæder på Saga Class og 152 sæder i Economy-kabinen, mens Boeing 737 MAX-9 får plads til i alt 178 passagerer.

Flyordren har en værdi på 1,6 mia. dollars, eller lidt mere end 10,1 mia. danske kroner i listepriser. Icelandair hævder dog at have fået en betydelig rabat, da man allerede i slutningen af 2012 placerede ordren hos den amerikanske flyproducent. De nye fly bruger omkring 20 procent mindre brændstof end de nuværende Boeing 757-fly, hvilket vil styrke selskabets konkurrenceevne i markedet.

Nyeste skud på stammen
MAX-serien skal afløse Boeing 737Next Generation-serien, der består af Boeing 737-600, -700, -900 og den populære -800, som blandt andre Ryanair, Norwegian, Primera Air, KLM, Southwest Airlines og rigtig mange andre flyselskaber opererer.

Foruden versionerne MAX-8 og MAX-9, så består Boeing 737MAX-serien også af MAX-7, der er den mindste version, samt den største model og nyeste skud på stammen, MAX-10. Efter længere tids spekulationer og rygter bekræftede Boeing under Paris Airshow i juni sidste år officielt, at man ville bygge MAX-10’eren. Desuden kunne Boeing præsentere en lind strøm af mere eller mindre forpligtende aftaler med flyselskaber fra hele verden om levering af MAX-10, der forventes at få plads til op mod 230 passagerer.

Icelandair bliver det andet nordiske flyselskaber til at tage MAX-flyet i brug, da Norwegian allerede sidste år modtog de første Boeing 737 MAX-fly. De er dog indregistreret i Irland og ikke i Norwegians hjemland Norge.

 

 

Relaterede artikler:

Icelandair med MAX-8 til fire skandinaviske lufthavne

Officielt: Billund får Boeing 737 MAX-rute i 2018

Norwegian indsætter 737 MAX på København-ruter

Nye Boeing-fly skal ruste Icelandair til vækst