- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Norwegian sikrer sig tilslutning fra obligationsejere (opd.)

Overlevelseskampen i Norwegian fortsætter, da Norwegian i løbet af weekenden har sikret sig et flertal fra obligationsejerne til den foreslåede redningsplan. Nu afventer man flyleasingselskaber og aktionærer.

Alle interessenter omkring Norwegian bliver holdt på pinebænken forud for mandagens ekstraordinære generalforsamling i det norske lavprisflyselskab.

Obligationsejerne i fire puljer havde fået en frist til torsdag kl. 16.00 for at acceptere indeholdet af den redningsplan som Norwegian har strikket sammen og som aktionærerne skal give opbakning til på generalforsamlingen. Men det blev nødvendigt for Norwegian at justere tilbuddet til långiverne umiddelbart før fristens udløb og sætte en ny frist til kl. 23.00 torsdag aften.

Samtidig meddelte Norwegian, at det var sidste tilbud på såkaldte “take it or leave it”-vilkår.

Ikke nok tilslutning i det største obligationslån
Men der var tilsyneladende flere af de største långiverne, der ikke havde lyst til at tage imod Norwegians tilbud. Det største lån er NAS07, der repræsenterer et obligationslån på 250 millioner euro, eller hvad der svarer til 2.585 millioner norske kroner. Her var der 62,07 procent der stemte for, hvilket ikke var nok til at møde kravet på 66,67 procent.

I NAS 08, der er et obligationslån på 963,5 millioner svenske kroner, eller 1.100 millioner norske kroner, var der en opbakning blandt 89,25 procent af obligationsejerne. I NAS 09, der er et obligationslån på 250 millioner norske kroner, var der en opbakning på hele 97,91 procent.

Opdatering 3. maj 2020 kl. 15:00
Norwegian har i løbet af weekenden forhandlet en aftale på plads, der giver forbedrede vilkår til obligationsejerne i NAS07 og NAS08. så obligationerne efter konvertering kan øges med op til 38 procent mod oprindeligt 20 procent baseret på værdiansættelserne i slots i Gatwick Airport, oplyser Norwegian i en børsmeddelelse.

Endelig var der tilslutning fra 85,07 procent af obligationsejerne bag et konvertibelt lån på 150 millioner dollars, hvilket svarer til 1.550 millioner norske kroner.

Samlet set er der med den nye aftale tilslutning fra ejerne bag alle fire obligationslån.

Begrænset opbakning fra flyleasingselskaber
Udover tilslutningen fra obligationsejerne er det også nødvendigt at sikre en aftale med flyleasingselskaberne om at konvertere gæld til aktier. Her er der foreløbigt sikret hvad Norwegian selv kalder “stærk opbakning” til at konvertere en gæld på 550 millioner dollars, hvilket imødekommer vilkårene i de betingelser, som er givet til obligationslångiverne. Den samlede gæld til flyleasingselskaber var den 31. marts 2020 på 3,68 milliarder dollars, hvilket svarer til lidt mere end 38 milliarder norske kroner.

Det er således kun 15 procent af gælden til flyleasingselskaberne, der er sikret opbakning til at konvertere til aktier.

På mandagens generalforsamling vil Norwegian beslutte tidsrammen for den forestående kapitalforhøjelse, der ventes afsluttet den 18. maj. Derfor har man samtidig indkaldt til et nyt møde med obligationslångiverne samme dato.

“Takket være en konstruktiv dialog og forhandlinger med obligationsejerne og andre interessenter er jeg glad for at bekræfte, at vi har nået en aftale med obligationsejerne. Vores hovedprioritet nu er at nå til en aftale med leasinggiverne forud for den ekstraordinære generalforsamling mandag 4. maj,” lød det søndag eftermiddag fra Norwegians koncernchef Jacob Schram, der tilføjer, ”Vi er nu et skridt tættere på at få adgang til statslångarantier, der er afgørende for at komme igennem denne krise.”

 

Relaterede artikler:

Ingen Norwegian-fly i Danmark før 2021

Norwegian-redningsplan: “Det bliver en netruller”

Vil skabe grundlag for “Nyt Norwegian”