- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Imponerende 3. kvartal for europæisk luftfart

Luftfartsselskaberne rapporterer på stribe om imponerende resultater for årets 3. kvartal. Air France KLM og Lufthansa har allerede valgt at opjustere forventningerne til årets resultat. Derimod skal markedet vente til den 10. november før det kan afsløres, om SAS også kan følge op på de gode takter hos konkurrenterne.

Tredje kvartal er traditionelt årets bedste kvartal i luftfarten. I 2010 ser det ud til at blive et af de bedste i flere år for mange europæiske luftfartsselskaber.

I Norden har såvel Norwegian som Finnair aflagt regnskab for 3. kvartal. Norwegian satte rekord og kunne præsentere et drfitsoverskud på 733 mio. norske kroner (670 mio.kr.)før skat. Heri var dog inkluderet 182 mio. norske kroner (166 kr.) i kompensation fra en retssag mod SAS, der havde gunstigt udfald for det norske lavprisflyselskab.

Finnair klarede sig også ganske godt. Her kunne man notere sig et driftsoverskud på 41,9 mio. Euro (ca. 312 mio. kr.)mod et underskud på 32,9 mío. Euro (245 mio. kr.)i samme periode året før.

British Airways, der i foråret havde store problemer med strejkende kabinepersonale, kunne trods disse vanskeligheder præsentere et halvårsresultat for perioden 1. april til 30. september på £ 158 mio. (ca. 1.354 mio. kr.)før skat, hvilket er en tydelig forbedring i forhold til året før, hvor et underskud på £ 292 mio. (ca. 2.500 mio. kr.) skæmmede regnskabet.

Europas to største luftfartsselskaber henholdsvis Lufthansa og Air France KLM kunne i sidste ugebegge opjustere forventningerne til årsresultatet efter et 3. kvartal, der er gået over al forventning.

Air France KLMoffentliggør først den 17. novemberselskabets halvårsmeddelelse fra 1. april til 30. september 2010. Men efter et bestyrelsesmøde i selskabet den 26. oktober blev der udsendt meddelelse om, at man opjusterede årsresultatet til sorte tal.I slutningen af juli meddelte Air France KLM således, at selskabet forventede et break-even, så udviklingen i 3. kvartal har ganske givet været gunstigere end forventet.

Lufthansa mere endfordoblede selskabets nettoresultat før skat for årets 3. kvartal. I alt 893 mio. Euro (6.600 mio. kr.)før skat blev resultatet mod 359 mio. Euro (ca. 2.675 mio. kr.) året før. Samtidig opjusterer Lufthansa forventningerne til hele året til et resultat, der ligger på den rigtige side af 800 mio. Euro.

Der er således igen kommet medvind for luftfarten i Europa. Derfor imødeser markedet med spænding den periodemeddelelse som SAS vil offentliggøre den 10. november 2010. Det vil være en tydelig retningsindikator for, hvorvidt det skandinaviske luftfartsselskab vækst- og indjeningsmæssigt kan følge med konkurrenterne.

Foto: Årets 3. kvartal har været over forventning hos mange europæiske luftfartsselskaber.