- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Intensiveret indsats i CPH mod ultrafine partikler

Københavns Lufthavn udvider overvågningen af de skadelige ultrafine partikler, som udledes af flys udstødning. Det skal give større indblik i, hvordan forureningen opfører sig, så man kan igangsætte nye indsatser.

Når fly opererer i og omkring en lufthavn, sker det selvfølgelig med udledning af partikler i udstødningen fra flyenes motorer. Men luftfarten arbejder på at mindske forureningen fra ultrafine partikler.

Nu lyder det fra Københavns Lufthavn, at selvom der ikke findes nogen grænseværdier for, hvor mange partikler, der må udledes, så sætter man ind med nye initiativer for at sikre så lave niveauer som muligt. Det skriver lufthavnen i en pressemeddelelse.

Konkret intensiverer lufthavnen nu overvågningen af ultrafine partikler med 18 nye sensorer, der supplerer de tre nuværende målestationer, som lufthavnen havde i forvejen. Sensorerne er netop blevet installeret i og omkring lufthavnen.

”Sensorerne giver os et meget bedre datagrundlag, end vi har haft tidligere. Det bliver et vigtigt værktøj til at forstå, hvordan de ultrafine partikler bevæger sig i lufthavnen, og til at vurdere effekterne af vores konkrete indsatser mod luftforurening,” siger Maria Skotte, direktør for bæredygtighed i Københavns Lufthavn.

Næste skridt er etableringen af et it-system, hvor målingerne kan analyseres sammen med data om flytrafik og vejr. Dette ventes i drift senere på året, oplyser Københavns Lufthavn.

Vil dele målinger med offentligheden
I pressemeddelelsen fremgår det, at de fleste nye sensorer er placeret på forpladsen, hvor lufthavnens folk tager imod flyene, når de ankommer, med henblik på at gøre dem klar til næste afgang.

Derudover har man opsat fem sensorer, som måler mængden af ultrafine partikler i områderne tæt på lufthavnens omgivelser.

Målingerne fra disse fem sensorer vil – så snart den nødvendige it-løsning er på plads – blive tilgængelige via Københavns Lufthavns hjemmeside, cph.dk. På samme måde som man i dag kan følge data fra lufthavnens støjmålere, vil man således også kunne se indvirkningen på luftkvaliteten.

”Flere af vores naboer har efterspurgt større indsigt i luftkvaliteten, og vi vil gerne dele den nye viden, vi får. Jeg forventer, at vi inden årets udgang kan vise målinger af ultrafine partikler via hjemmesiden,” siger Maria Skotte.

Nye fly giver mindre forurening
Mens man nu opper målingen af de ultrafine partikler, så tyder de data, man allerede har, på, at udledningen af ultrafine partikler er faldet drastisk i dette årti. Således var udledningen af partiklerne fra lufthavnen sidste år 28 procent lavere end i 2019, også selvom der var to millioner flere passagerer sidste år.

Det hænger særligt sammen med flyselskabernes flådefornyelse, hvor nye motorer betyder, at flyene bruger markant mindre brændstof.

Samtidig arbejder lufthavnen målrettet på at reducere flyenes udledninger. Blandt andet bliver ankommende fly straks tilsluttet el og ventilation, så hjælpemotoren (APU) kan slukkes.

Som den første lufthavn i verden bruger Københavns Lufthavn nu varmefølsomme kameraer og kunstig intelligens til at overvåge, at hjælpemotorerne kun kører, når det er nødvendigt. Lufthavnen har tidligere oplyst, at det på sigt gør det muligt at sanktionere flyselskaber, som ikke følger retningslinjerne for, hvornår APU’en skal være slukket.

Den skal slukkes senest fem minutter efter ankomst, mens den først må startes fem minutter før, flyet forlader standpladsen.

Man arbejder også med andre tiltag, såsom at fly først må starte hovedmotorerne på steder, hvor luftforureningen ikke så let koncentreres. Man har også indgået et samarbejde med Amsterdam Schiphol Airport om deling af viden i forhold til at reducere udledningen.

”Jeg glæder mig til, at vi med de nye sensorer får et mere detaljeret billede af, hvordan ultrafine partikler opfører sig under forskellige vind-, vejr- og operationsforhold. Det giver os bedre muligheder for at målrette indsatserne lige dér, hvor effekten er størst,” siger Maria Skotte.

 

Relaterede artikler:

CPH kan også selv være skyld i for meget APU-brug

CPH og Schiphol indleder et nyt samarbejde

Installerer varmefølsomme kameraer i CPH