- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Irere får nyt bonusprogram

Det irske flyselskab Aer Lingus er i fuld sving med at blive integreret i International Airlines Group (IAG), som købte selskabet sidste år. Og nu har Aer Lingus taget et integrationsskridt, som i høj grad kommer de flyrejsende til gode.

Aer Lingus har nemlig søsat et nyt loyalitetsprogram kaldet AerClub. Her optjener man såkaldte Avios-point. Samme ”møntfod” som IAG-søsterselskabet British Airways bruger i sit loyalitetsprogram Executive Club.

Det betyder at point optjent hos Aer Lingus kan overføres til en Executive Club-konto, ligesom der også kan føres point den anden vej fra British Airways-flyvninger til en AerClub-konto. Desuden er det muligt at optjene Avios-point til ens AerClub-konto, når man flyver hos Aer Lingus’ fire AerClub-samarbejdspartnere British Airways, Qantas, Cathay Pacific og United Airlines.

Strategisk kursskifte
Normalt er det muligt i ét selskabs loyalitetsprogram at optjene point for flyvninger med et andet flyselskab, hvis de to selskaber er i samme alliance. Således er det muligt at tjene point til ens SAS Eurobonus-konto, når man flyver med Lufthansa, da begge selskaber er med i Star Alliance.

Aer Lingus var oprindeligt medlem af oneworld, som også blandt andre British Airways, American Airlines, Iberia og Finnair. Men i forbindelse med et strategisk kursskifte i 2007, hvor Aer Lingus ville positionere sig mere som et rent lavprisselskab, meldte man sig ud af oneworld. Det betyder, at AerClub-medlemmer ikke kan optjene point hos andre oneworld-medlemmer end British Airways, Qantas og Cathay Pacific. Der er således ingen point at hente på flyvninger med American Airlines, Japan Airlines, Iberia, Qatar Airways, Finnair, airberlin, LATAM, Malaysia Airlines, Royal Jordanian, S7 Airlines eller Sri Lankan Airlines.

Det er dog planen, at Aer Lingus, som en del af transformationen tilbage til at være et netværksselskab og integrationen ind i IAG-familien, på sigt igen bliver medlem af oneworld-alliancen. Ifølge IAG-topchef Willie Walsh skulle det gerne ske allerede næste år.

Dele indtjeningen
Det er desuden ambitionen, at AerLingus skal være en del af det joint venture-samarbejde om atlanterhavstrafikken, som IAG-selskaberne British Airways og Iberia har med oneworld-kollegerne i Finnair og American Airlines.

Det setup giver parterne mulighed for at koordinere fartplaner, sælge sæder på hinandens fly og dele indtjeningen fra hinandens flyvninger over atlanten.

 

 

Relaterede artikler:

Vestager siger ja til Aer Lingus-køb

Aer Lingus-opkøb vil gøre IAG næststørst

Irsk flyselskab på vej ind i Oneworld