- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Irsk transportminister i kamp for Norwegian

Den irske transportminister har henvendt sig til sin amerikanske ministerkollega for at presse på for en godkendelse af Norwegians ansøgning om at flyve til USA på irsk driftslicens.

Mens Norwegians koncernchef Bjørn Kjos kæmper mod luftfartsinteresser i EU og USA i forhold til lavprisflyselskabets operationsmodel for langdistanceruterne, kommer der nu hjælp fra den irske regering.

Den 12. februar kunne de irske transportmyndigheder meddele Norwegian, at selskabets irske driftsselskab Norwegian Air International Limited havde fået godkendt ansøgning om Air Operators Certificate (AOC) af de irske transportmyndigheder IAA samt driftslicens fra Commission for Aviation Regulation.

Dermed skulle vejen være banet for Norwegians irske langdistancemodel. Men de amerikanske transportmyndigheder forhaler tilsyneladende ansøgningen om tilladelse til beflyvning på de nu godkendte irske driftslicens.

Norwegian afleverede allerede i begyndelsen af december sin ansøgning til det amerikanske transportministerium, Department of Transportation (DOT), men sidenhen har en lang række interesseorganisationer inden for luftfarten i USA og Europa forsøgt at påvirke DOT til at afvise Norwegians ansøgning begrundet i konkurrenceforvridende forhold som følge af Norwegians brug af besætninger fra tredjelande.

Brev til amerikansk ministerkollega
Den irske regering mener derimod, at Norwegian Air International opfylder samtlige krav til at opnå tilladelse til at beflyve USA under den nuværende “Open Skies“ luftfartsaftale mellem EU og USA.

Derfor har den irske transportminister Leo Varadkar i sidste uge sendt et brev til sin amerikanske ministerkollega Anthony R. Foxx i en slags forbøn for Norwegian.

“I forhold til Irlands stærke tradition og omdømme i den internationale luftfartsindustri, er vi meget tilfredse med, at Norwegian Air International (NAI) har valgt Irland som dets hjemsted for etableringen af et nyt langdistanceflyselskab. Det er min opfattelse, at NAI´s nye ruter fra Europa til nye markeder inklusive USA vil være med til at øge konkurrencen, hvillket er et af hovedmålene i den eksisterende Open Skies Agreement, og dermed vil give flere valg for forbrugerne og lavere priser for flypassagererne,“ skriver Leo Varadkar til den amerikanske transportminister.

Irlands transportminister mener, at Norwegian Air International nu opfylder samtlige krav til at kunne få en godkendelse til at beflyve USA, og her henviser han til artikel 4 i aftalen, der understreger, at “den anden part er forpligtet til at udstede autorisationer og tilladelser uden procedurelle forsinkelser.“

Endelig henviser Leo Varadkar til artikel 17 i luftfartsaftalen, hvor den irske regering fuldt ud anerkender den sociale dimension. Det er formuleret således:

“Parterne anerkender betydningen af den sociale dimension i aftalen, og de fordele, der opstår, når åbne markeder ledsages af høje arbejdsstandarder. De muligheder som aftalen åbner op for, er ikke beregnet til at underminere arbejdstagerrettigheder eller arbejdsmarkedsmæssige rettigheder og principper, der er indeholdt i parternes respektive love.“

Transportminister har tidligere lovprist Norwegian
Det er noget usædvanligt, at en minister fra et EU-land går på barrikaderne for et nyetableret selskab, der fra konkurrenter og lobbyister er blevet beskyldt for at udøve såkaldte “forum shopping“ aktiviteter i forhold til at etablere sig í et land, hvor lovgivning og regler passer bedst til virksomhedens forretningsudvikling.

Det er dog heller ikke første gang, at den irske transportminister offentligt går ud med støtte til Norwegian. Det sket også i slutningen af 2012, da Norwegian kunne løfte sløret for åbningen af en ny rute fra Helsinki til Dublin i 2013, som var året for den særlige Gathering Ireland 2013-turistkampagne.

Dengang skrev Leo Varadkar i en pressemeddelse om den nye Norwegian-rute, at “dette er velkomment nyt for Irland op til Gathering Ireland 2013. The Gathering handler om at bringe turister til Irland i løbet af 2013. Denne nye rute til Helsinki vil forbedre tilgængeligheden til Irland fra et vigtigt marked.“