- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Islandsk flyselskab vil etablere sig i Slovakiet

En kommerciel driftstilladelse i Slovakiet skal hjælpe Bluebird Nordic med at få adgang til nye markeder i Europa. Flyselskabet har desuden planer om at fordoble flåden i de kommende år.

Det islandske fragtflyselskab Bluebird Nordic har rettet blikket mod nye markeder, da selskabet ønsker at øge tilstedeværelsen i Europa, og det skal ske med udgangspunkt i Slovakiet, hvor flyselskabet har planer om at etablere sig.

Det oplyser Avia Solutions Group, der ejer Bluebird Nordic. Fragtflyselskabet var oprindeligt ejet af Icelandair, men efter et par ejerskifter blev det i 2020 opkøbt af Avia, der er en stor ACMI-operatør (Aircraft, Crew, Maintenance and Insurance, red.).

Koncernen ejer blandt andet SmartLynx Airlines, Avion Express, BBN Airlines, KlasJet, Magma Aviation, men det lyder, at i den nærmere fremtid vil man især fokusere på at få udvidet forretningen hos KlasJet og Bluebird Nordic.

Har planer om at fordoble flåden
I øjeblikket råder det islandske fragtflyselskab over en flåde, der består af i alt 12 fly med en gennemsnitsalder på 25,6 år. Det drejer sig om et enkelt Boeing 777-200-fly, seks Boeing 737-400’ere og fem Boeing-fly af typen 737-800.

Ifølge ejerkoncernen er planen på nuværende tidspunkt, at man i løbet af de kommende år vil udbygge flåden hos selskabet således, at den omfatter 25 fly, som skal medvirke til at Bluebird Nordic kan befæste selskabets position på fragtmarkedet.

I de planer spiller det en nøglerolle, at flyselskabet vil etablere sig i Slovakiet, hvor Bluebird Nordic ønsker at erhverve en kommerciel driftstilladelse (AOC), da det vil muliggøre, at man kan indtræde på nye markeder, lyder det.

Flere ruter og større kendskab
Audrone Keinyte, der er koncernchef for Bluebird Nordic, hæfter sig ved, at Slovakiet ligger godt i forhold til de planer, som flyselskabet har om at skabe vækst i forretningen i Europa.

“Slovakiet er ideelt placeret central i Europa, hvilket resulterer i gode muligheder for at dække et større geografisk område. At få tildelt en kommerciel driftstilladelse vil desuden både hjælpe med til at udvide antallet af ruter og destinationer, som vores flyselskab betjener samt at øge kendskabet til vores navn i regionen.”

Avia Solutions Group har otte kommercielle driftstilladelser I Europa, og til maj i år forventer koncernen at få tildelt en i Indonesien, hvilket vil betyde, at man vil have en tilstedeværelse i mere end 70 lande på verdensplan.


Relaterede artikler:

Nordisk flyselskab får ny kvindelig topchef

Tidligere Emirates Boeing 777 til nordisk flyselskab

Sikkerhedslanding på rutedebut fra Billund