- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Japan Airlines indsætter større fly på Helsinki-rute

Finnair og Japan Airlines er begge medlemmer af oneworld-alliancen og flyver side om side mellem Helsinki og Tokyo. Fra den 2. april vil japanerne sætte mere turbo på udviklingen ved at indsætte et fly med 21 procent større kapacitet end det er tilfældet i dag.

Da Japan Airlines fra den 1. juli 2013 valgte at benytte Boeing 787-8 Dreamliner på den daglige rute mellem Tokyo og Helsinki, var det dengang den første Dreamliner-rute i Norden, idet det japanske flyselskab overhalede Norwegian indenom med nogle få uger.

Udviklingen på ruten har tilsyneladende været tilfredsstillende, idet Japan Airlines fra den 2. april erstatter den oprindelig 787-8 med den noget større 787-9. Det betyder en kapacitetsudvidelse fra 161 til 195 sæder. I dag tilbydes der en treklasses konfiguration med 38 sæder på Business Class (open suites), 35 på Premium Economy samt 88 på Economy Class. Fra den 2. april vil der være 44 sæder forrest i kabinen, uændret 35 sæder på Premium Economy samt plads til 195 passagerer på Economy Class.

Ændringen af flytypen forventes at være permanent, men der vil være en kort periode fra den 15. maj og frem til den 3. juni, hvor der indsættes den mindre version af Dreamlineren.

Tre fly i løbet af 30 minutter
Med den ekstra kapacitet fra Japan Airlines bliver det i højsæsonen muligt at flyve op til tre gange dagligt mellem Helsinki og Tokyo, idet Finnair også betjener ruten. Indenfor en halv time vil der fire gange om ugen være tre fly, der sætter kursen mod Tokyos Narita-lufthavn inden for blot en halv time.

Finnair flyver fire dage om ugen kl. 16.45 med Airbus A350-900, dagligt kl. 17.15 med Airbus A330-300, mens Japan Air Lines runder af med Dreamlineren kl. 17.20. Dermed vil der samlet blive udbudt 755 flysæder fra Helsinki til Tokyo inden for et vindue på 30 minutter.

De to konkurrerende flyselskaber har et codeshare-samarbejde, således at Finnair har fået sin markedsføringskode på Japan Air Lines-flyet.

Helsinki Lufthavn er ikke alene i Norden om at tilbyde direkte flyvninger til den japanske hovedstad. SAS flyver således en gang dagligt året rundt mellem København og Tokyo.

 

Relaterede artikler:

Helsinki har flest japanske destinationer

Japansk Dreamliner med batteri-problemer

Norwegian ikke først med Dreamliner i Norden

Dreamliner-rute til Norden udsættes

Nyt selskab på Helsinki-Tokyo ruten