- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Jet Time får konkurrence fra nyt charterflyselskab

Blot få uger efter, at danske Jet Time annoncerede, at selskabet vil etablere sig på det finske marked, gør et lokalt selskab sig for alvor klar til at konkurrere om charterarrangørernes gunst.

Sidste år i januar måned kunne CHECK-IN.dk fortælle om lanceringen af et nyt finsk charterflyselskab, Snowbird Airlines. Selskabet har været undervejs siden starten af sidste år og skulle have været på vingerne allerede til sommeren 2013, men den første flyvning lader vente på sig.

Imidlertid ser det nu ud til, at der er kommet skub i realiseringen af planerne hos det nye flyselskab. Dette sker kort tid efter, at danske Jet Time annoncerede, at man ville stationere foreløbigt et fly i Helsinki Lufthavn, som skal flyve for finske charterarrangører. Netop de charterrejsende har under hele opstarten af Snowbird Airlines været erklæret som selskabets forretningsgrundlag.

Snowbird Airlines kunne således for nyligt annoncere, at man fra sommeren 2014 er klar til at gå på vingerne med ét Airbus A320 fly med fokus på charterflyvninger fra Finland. Til CHECK-IN.dk oplyser selskabets direktør, Marjo Aalto, endvidere, at man også planlægger at starte ruteflyvninger til destinationer i Sydeuropa.

At Snowbird Airlines har interesse i det finske chartermarked, kommer ikke som nogen overraskelse hos Jet Times direktør, Klaus Ren, der er vant til konkurrencen på chartermarkedet.

”Der har manglet en charterfly-aktør i Finland, hvilket også er årsagen til, at man har spurgt Jet Time, om det var noget for os at gå ind i,” fortæller Klaus Ren til CHECK-IN.dk.

Han hilser Snowbird Airlines velkommen og påpeger, at der allerede findes mange sydeuropæiske selskaber, som flyver til Finland og bringer de charterrejsende sydpå.

Satser på provinslufthavne
Hos Snowbird har man store ambitioner om at blive det førende flyselskab i det nordeuropæiske chartermarked, hvor man foruden Jet Time finder SAS, Norwegian, Finnair, Malmö Aviaion, TUIfly Nordic, Novair, Thomas Cook Airlines Scandinavia, Primera Air og DAT.

Alligevel er der dog meget som tyder på en mere ydmyg entré i den kommende sommer. I første omgang ønsker Snowbird Airlines nemlig ikke at gå ind i et frontal angreb på hverken Jet Time eller andre konkurrenter baseret i Finland. Derfor er lufthavnen i Helsinki heller ikke udset som omdrejningspunktet for selskabets flyvninger i første omgang.

I stedet for satser Snowbird Airlines på at bygge sig op på flyvninger fra finske provinslufthavne, der i særlig grad har været betjent af udenlandske operatører. Netop denne løsning er ifølge Aalto dyr for charterarrangørerne, hvilket skulle gøre det attraktivt at vælge det lokalbaserede Snowbird Airlines. I første omgang vil selskabet anvende et lejet fly fra en samarbejdspartner, idet selskabet endnu ikke har eget Air Operators Certificate (AOC), der giver selskabet ret til at flyve med egne fly.