- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Jet Time tilbage på Karup-rute

Det danske charterflyselskab Jet Time skal i det kommende sommertrafikprogram atter flyve på indenrigsruten fra København til Karup på vegne af Norwegian.

Når sommertrafikprogrammet træder i kraft den 31. marts vil det norske lavprisflyselskab Norwegian ikke længere benytte de 186-sæder store Boeing 737-800 fly på indenrigsruten mellem København og Karup.

I stedet har man valgt at indleje charterflyselskabet Jet Time til at beflyve ruten med ældre 148-sæders Boeing 737-300 fly. Det er indirekte et signal om, at Norwegian endnu ikke har fået ordentligt fat i det midt- og vestjyske marked.

Fra den 31. marts flyves der 23 gange om ugen i hver retning, hvilket svarer til fire hverdagsafgange samt et par weekendafgange. Men fra mandag den 24. juni frem til søndag den 17. august bliver der holdt sommerferie på ruten, der skæres ned til 13 ugentlige afgange og således to hverdagsafgange.

I flere dialogmøder med områdets største kunder har Norwegian flere gange understreget. at der ikke kommer flere afgange på ruten, før der er flere passagerer. Og flere passagerer mener Norwegian skal hentes ved at satse mere på at flyve turister fra hovedstaden til den midtjyske lufthavn.

Derfor virker det besynderligt, at Norwegian indsætter mindre fly og i højsæsonen skærer ned til to daglige afgange på ruten.

“Det har været vigtigt for os at frigøre Boeing 737-800 kapacitet, hvorfor Jet Time beflyver ruten for os. Flystørrelsen med 148 sæder passer også bedre til den noget lavere efterspørgsel, når erhvervslivet forventes at rejse mindre i sommerhalvåret,“ siger Norwegians danske presse- og markedschef Johan Bisgaard Larsen.

Presset lufthavn
Karup Lufthavn er i disse måneder under voldsomt pres. Siden Cimber Sterlings konkurs sidste år er passagertallet dykket dramatisk, da lufthavnen ikke længere kan tilbyde op til otte daglige afgange, som det var tilfældet, da Cimber Sterling var på ruten.

I 2012 var der 163.643 passagerer på indenrigsruten til København, hvilket var en tilbagegang på41,7 procent i forhold til året før, hvor 280.587 rejste frem og tilbage mellem Karup og hovedstaden. Siden Norwegian vendte tilbage på ruten i maj måned har selskabet på otte måneder i 2012 haft lidt mere end 100.000 passagerer på ruten og et gennemsnit på 12.700 passagerer om måneden.

Der er stor sandsynlighed for, at passagertallet i 2013 kommer ned mellem 125.000 og 150.000, hvilketpå sigt kan vise sig at være en trussel mod den kommercielle luftfart i den kombinerede militære og civile lufthavn.

Karup Lufthavn fik ved årets udgang en kapitalindsprøjtning fra deni ejerkommuner på 10 mio. kroner. Den økonomiske håndsrækning blev fordelt som 5 mio. kronersom driftstilskud i 2012 og yderligere 5 mio. kroner som garantistillelse fra ejerkredsen til dækning af fremtidige driftsunderskud.

Læs også:

Lufthavn skal bruge 10 mio. kroner for at overleve

Københavnere skal redde Karup