- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Kabinepersonalet hos Air France går i strejke

Kabinepersonalet hos Air France indleder lørdag den 29. oktober en fem dages strejke, der tager sin begyndelse op til den franske Alle Helgenes Dag ferieperiode. Air France forventer, at kun omkring 20 procent af samtlige flyvninger vil blive berørt.

I forbindelse med fejringen af Alle Helgenes Dag (La Toussaint) den 1.novemberer der tradition for, at franskmændende holder en miniferie. Der er således booket et særdeles højt antal flygæster på Air France-flyene i de kommende dage.

Men der er stor risiko for, at mange flyrejsende kan få deres rejse spoleret. Kabinepersonalet hos Air France har nemlig besluttet at indlede en fem-dages strejke, der indledes lørdag den 29. oktober.

Der har været forhandlinger mellem Air France-ledelsen og kabinepersonalet siden slutningen af juli måned. Air France har ifølge egne oplysninger afgivet løfter om den fremtidige sammensætning af kabinebesætningerne.

Dette har tilsynelendende ikke tilfredssstillet alle faglige organisationer. Kabinebesætningernes fagforeninger SPNC-FO og Unsa protesterer mod planerne om at reducere antallet af kabinepersonale ombord på flyene med den påstand, at det kan gå ud over flysikkerheden.

Air France beklager, at kabinebesætningernes fagforeninger har taget skridt til at indlede en strejke på et tidspunkt, hvor selskabet har rigtig mange passagerer ombord i flyene og appellerer til hvert enkelt besætningsmedlem bør tage sit eget individuelle ansvar og møde op på arbejde, således at kunderne ikke bliver straffet med risiko for tab af yderligere arbejdspladser.

Hovedparten gennemføres

Air France forventer således i første omgang at kunne gennemføre 80 procent af samtlige flyvninger den 29. oktober. Men endnu er det meget usikkert, idet selskabet ikke har kendskab til, hvor mange der aktuelt vil deltage i strejken.

Derfor kan der forventes større forsinkelser samt aflysninger af fly i sidste øjeblik.

Der er indtil videre aflyst i alt 38 interkontinentale flyvninger den 28. og 29. oktober, heriblandt New York, Los Angeles, Washington, Montreal og Atlantai Nordamerika samt Abu Dhabi i Mellemøsten og Tokyo i Asien.

Mange danske ruter

Fra København flyver Air France fem gange dagligt til Paris-Charles de Gaulle, mens der flyves tre gange dagligt fra Billund til den franske hovedstad. Heruodver flyver Air France lørdag og søndag til Marseille fra København.

Det vides endnu ikke i hvor stort et omfang, at de danske ruter vil blive berørt. Indtil videre er aftenafgangen fra København til Paris rutenummer AF1051 den 29. oktober kl. 18.05 blevet annulleret.

Air France opfordrerer passagererne til at checke afgangstider og eventuelle aflysninger på selskabets hjemmeside.

Alle passagerer kan frit ændre billetter, der er booket i perioden 29. oktober til 2. november, uanset om flyet bliver annulleret eller ej. Billetterne kan ændres til en ny rejsedato frem til den 30. november 2011.

Refundering kan kun finde sted for flyvninger, der bliver annulleret eller forsinket i mere end fem timer.