- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Kampagne mod urolige flypassagerer

Det britiske lavprisflyselskab jet2.com indleder sommeren med en kampagne, der skal sætte en stopper for det stigende problem med berusede passagerer, der forstyrrer flyvningerne og skaber uro og ængstelse.

Inden for dansk luftart er der et begreb, der hedder at lave en “Ole Thestrup“. Det dækker over en episode tilbage fra 1988, hvor den folkekære danske skuespiller Ole Thestrup under en flyvning med British Airways fra London til Los Angeles blev anholdt og sat af i Canada.

Ole Thestrup, der dengang led af et alkoholproblem, havde i en kraftig beruset tilstand angiveligt forsøgt at åbne døren til nødudgangen og havde efterfølgende kastet en drink i hovedet på flyets kaptajn. Det kostede en fængselsdom på 90 dage i et canadisk fængsel, hvor den danske skuespiller nåede at afsone de første 43 dage.

Selvom episoden ligger mange år tilbage, forekommer lignende hændelser også nu om dage. Faktisk er der ifølge de britiske rejsearrangører et stadig stigende antal passagerer, der ikke kan opføre sig ordenligt under en flyvetur. Væksten i antallet af hændelser rapporteres at være tocifret.

Det britiske lavprisflyselskab Jet2.com appellerer til, at alle i rejse- og luftfartsindustrien fremover skal gøre en større indsats for at forhindre disse situationer om bord på flyene.

“Vi er et flyselskab og rejseselskab for familier og transporterer hvert år millioner af passagerer. Det er mennesker, der har valgt at rejse med os i deres velfortjente sommerferie, og vi ønsker, at de skal have det godt hos os. Derfor kan vi under ingen omstændigheder tillade et af fåtal ødelægger oplevelsen for hovedparten af de fantastiske kunder, der flyver med os,“ siger Phil Ward, der er administrerende direktør i Jet2.com.

Flere sanktionsmuligheder
Ifølge Jet2.com hænger den ofte uregerlige adfærd sammen med overdreven indtagelse af alkohol før ombordstigningen på flyet. Kabinepersonalet har i stigende grad at gøre med personer, der udviser en ubehøvlet, racistisk og ofte støjende og aggressiv adfærd og derfor forstyrrer de andre passagerer i nærheden.

Et særligt program kaldet “Onboard Together“ er taget i brug for lære passagererne om virkningen af alkohol i stor højde. Igennem dette program har personalet fået udvidet bemyndigelse til at træffe hurtige beslutninger om uregerlige passagerer, herunder mundligt og skriftlige advarsler, før man i sidste ende tager beslutning om at lade flyet gå ned i en lufthavn undervejs og sætte urolige passagerer af.

Blandt sanktionsmulighederne er livslangt forbud mod at flyve med selskabet, anmeldelse til politiet, udstede en regning på omkostningerne samt eventuelt tage yderligere retslige skridt til at sikre en erstatning.

Sammen med andre britiske flyselskaber har Jet2.com skrevet til den britiske transportminister og bedt om, at regeringen giver dem redskaber til bedre at kunne håndhæve og få udryddet forstyrrede adfærd under flyrejser.

“Langt de fleste af vores rejsende er ordentlige mennesker, der ønsker at have en god ferie. De fleste passagerer ved naturligvis, hvordan man opfører sig om bord, så alle kan have det godt undervejs,“ understreger Jet2.com-direktøren.