- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Kampagne sætter fokus på risiko ved privatflyvninger

Trafikstyrelsen har sendt en ny kampagne i luften, der retter fokus på, at det ikke er ligeså sikkert at benytte private delefly som flyselskaber. Danske flyvepladser vil få ekstra kontrolbesøg.

’Flyver du med en privatpilot i dag?’

Sådan lyder spørgsmålet allerøverst på en ny kampagneside, delefly.dk, som Trafikstyrelsen netop har lanceret.

Oplysningskampagnen har fokus på at gøre folk opmærksomme på, at det er forbundet med større risiko at flyve med private fly frem for de større passagerfly fra etablerede kommercielle flyselskaber. Mange passagerer, der flyver med private delefly, kender ikke risikoen, mener Trafikstyrelsen.

’I de senere år er det blevet populært at melde sig ind i Facebook-grupper, hvor du nemt og billigt kan købe sig en plads hos en privatpilot, der hurtigt kan flyve ud til en af de mange danske sommerøer eller på sightseeing over storbyen’, skriver Trafikstyrelsen på kampagnesitet.

Ifølge passagertal.dk letter og lander der hver sommermåned tilsammen 500 privatfly i Roskilde Lufthavn – hvoraf mange er i kategorien delefly.

Langt større krav til erhvervspiloter
I Trafikstyrelsens kampagne bliver reglerne for deleflyvning gennemgået, og hvad man som passager skal være opmærksom på, før man sætter sig ind i privatpilotens fly.

’Som passager skal du være opmærksom på, at privatpiloter ikke er underlagt de samme uddannelses- og sikkerhedskrav som flyselskaberne og deres piloter,’ skriver Trafikstyrelsen i en brochure, som det anbefales at have med på flyrejsen.

Eksempelvis skal en privatpilot have mindst 45 timers flyvning for at få certifikat, mens en erhvervspilot skal gennem mindst 200 timers flyvning for at få et erhvervscertifikat. Herudover er der forskellige krav til fornyelse af certifikat og helbredstjek.

Privatpiloter må ikke tjene penge på turene
Deleflyvninger, der også hedder cost-share-flyvninger, er ifølge EUs regler lovlige. Der må maksimalt være seks personer med privatflyet, og piloten må ikke tjene penge på flyveturen, men blot få dækket sine udgifter.

Får piloten løn, er det ulovlig taxaflyvning, og det vil være en overtrædelse af luftfartslovens § 75, der straffes med bøde eller fængsel i op til fire måneder.

Trafikstyrelsen oplyser i sin kampagne, at der vil være ekstra kontrolbesøg på flyvepladser i hele Danmark. Flyinspektører vil i gule veste tjekke sikkerheden og tale med både privatpiloter og flypassagerer, inden de går i luften.

 

Relaterede artikler:

Lille privatfly tæt på at kollidere med drone

Køb dit eget fly på DBA

Air Greenland-fly hjælper privatfly i nød