- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Kaptajn suspenderet efter stewardesse-besøg i cockpittet

Siden den 1. februar har en kaptajn fra det asiatiske flyselskab Singapore Airlines været groundet.

Kaptajnen tillod en stewardesse at tage plads på styrmandens sæde i cockpittet, hvorefter kaptajnen angiveligt skulle have taget at foto af hende. Situationen har fået Singapore Airlines til at suspendere både kaptajnen og stewardessen, rapporterer Singapore-mediet The Straits Times.

Singapore Airlines bekræfter hændelsen og siger, at den fandt sted den 12. januar i år under en flyvning med rutenummer SQ207 fra Singapore til Melbourne i Australien.

Ingen sikkerhedsbrud
Situationen opstod, da stewardessen var på besøg i cockpittet for at rydde af efter et måltid til piloterne, ligesom den kabineansatte også skulle rengøre et vindue. En talsmand for Singapore Airlines forklarer:

“Kabinebesætningsmedlemmet sad på styrmandens sæde for at nå pletterne (på cockpitvinduet, red.). Derefter anmodede hun om et foto af sig selv i sædet, hvilket kaptajnen forpligtede sig til,” lyder det.

Singapore Airlines har understreget, at der ikke skete nogen sikkerhedsbrud i cockpittet under optrinnet. Men det strider stadig imod flyselskabets standardprocedure, hvorfor både kaptajnen og stewardessen er blevet suspenderet, mens sagen vurderes.

Fast procedure for kabineansatte
Piloter og kabineansatte hos Singapore Airlines, som The Straits Times har talt med, forklarer, at kabineansatte ikke må sætte sig på piloternes sæder af sikkerhedsgrunde. Og når piloterne får serveret mad, sker det altid på en særlig måde.

”Når vi serverer mad til piloterne, er vi omhyggelige med at gøre det fra ydersiden. Så for kaptajnens vedkommende, der sidder til venstre, serverer vi fra hans venstre side, og for styrmanden, der sidder til højre, serverer vi fra hans højre side. Vi står aldrig ind over instrumenterne i midten,” forklarer en anonym ansat over for Singapore-mediet.

Ofte har cockpittet også to observatørsæder bag kaptajnens og styrmandens sæder. Disse sæder bliver anvendt af en tredje eller fjerde pilot på lange flyvninger, eller de kan besættes af tekniske observatører. Ind i mellem får nyuddannede kabineansatte også lov at sidde på observatørsæderne for at få en bedre forståelse for de kritiske faser under en flyvning.

Det er endnu uvist, hvor længe kaptajnen og stewardessen hos Singapore Airlines skal blive på jorden.

 

Relaterede artikler:

SAS: Klare regler for foto og video fra cockpit

Piloter suspenderet efter landing i forkert lufthavn

Piloter i slagsmål i cockpittet

Singapore Airlines øger sommerprogrammet i CPH

Singapore Airlines præsterer høj klasse