Tidligere i år stoppede Jacob Pedersen som aktieanalysechef hos Sydbank, men tirsdag er han startet i sit nye job. Han vil fortsat kommentere luftfart, men nok ikke lige så ofte
Jacob Pedersen er et kendt navn både blandt den brede befolkning og i luftfartskredse. Han har utallige gange tonet frem på TV-skærme eller bidraget med citater til skrevne medier, hvor han har udlagt teksten i forhold til eksempelvis SAS’ situation på et givent tidspunkt.
Hans virke er blevet bemærket i branchen, hvilket har resulteret i, at Jacob Pedersen modtog Danske Flyvejournalisters luftfartspokal i 2022 for sin formidling af luftfart til danskerne. Prisen blev uddelt første gang i 1948 og er tidligere blevet tildelt blandt andet Jan Carlzon, Simon Spies og Prins Henrik.
Det foregik i regi af hans tidligere job som aktieanalysechef hos Sydbank, men i begyndelsen af juni kunne Jacob Pedersen fortælle, at han havde sagt op efter 24 år i banken. Dengang var det fortsat for tidligt at fortælle, hvad fremtiden ville bringe, men nu er tiden inden.
Skal arbejde i hjembyen
Jacob Pedersen er dags dato netop tiltrådt som investeringsstrateg i Middelfart Sparekasse. Her bliver han en del af formue- og investeringsafdelingen og kommer til at beskæftige sig med aktiemarkedet og økonomi i bredere forstand.
”Mit nye job kommer til at kredse om alt det, jeg er bedst til – kommunikation om enkeltaktier, aktiemarkedet generelt, økonomi og finansmarkederne.”
”Jeg får et job, hvor jeg kommer endnu tættere på kolleger og kunder – også ved at holde oplæg ved kundearrangementer. Det glæder jeg mig utroligt meget til,” udtaler Jacob Pedersen, der kommer til at spille på hjemmebane, da han selv har boet i Middelfart i to årtier.
Sidder klar
Over for Check-in.dk lægger Jacob Pedersen ikke skjul på, at han har glædet sig til at tage hul på det nye kapitel i sit arbejdsliv og er sikker på, at han er landet på en arbejdsplads med gode værdier. Han fortæller samtidig, at der er udsigt til, at han også vil udtale sig om luftfart i fremtiden.
”Man kan sige, at det er en vigtig komponent i dette job, at der ingen mundkurv er. Jeg kommer til at kommentere på de ting, jeg ved noget om. En vigtig del af jobbet er synlighed og at fokusere på de emner, der flugter med Middelfart Sparekasses forretningsområder, som er finansmarkederne.”
Selvom han atter vil udlægge teksten, hvis han bliver bedt om det, regner Jacob Pedersen ikke med, at luftfart vil optage lige så stor en del af hans tid, som det har gjort førhen.
”I det omfang, der er lyst til at høre om det, og det er i offentlighedens interesse at høre om de selskaber, er det ikke noget, jeg skal holde mig fra. Men det er ikke noget med samme granuleringsniveau som sidste gang.”
”Luftfart er ikke omdrejningspunktet, men jeg sidder fuldstændig klar til at kigge på de regnskaber, der kommer i forhold til at vurdere, hvad der er op og ned og påvirker flyselskaberne, så det vil helt klart også være en del af boldbanen, men det vil ikke fylde så meget som tidligere.”
Sætter tryk på
Administrerende direktør Martin Baltser er glad for, at Middelfart Sparekasse nu har fået den erfarne ekspert med på holdet.
”Jacob kommer til at bidrage med synlighed og ekspertviden, der kommer både kolleger og kunder til gavn. At han så ovenikøbet bor i Middelfart og derfor kender sparekassen fra nærmeste hold, er bare endnu et plus i bogen,” siger Martin Baltser – og fortsætter:
”Vi har de seneste år åbnet nye afdelinger i København og Herning, og efter fusionen med Nordfyns Bank lægger vi et yderligere tryk på vores vækst i Odense.”
”Vi arbejder bredt med at øge kendskabet til Middelfart Sparekasse, og her vil Jacob helt sikkert kunne bidrage. Ikke ”bare” med synlighed, men synlighed, der bunder i den ordentlighed, imødekommenhed og solide faglighed, der kendetegner hele sparekassen.”
Relaterede artikler:
Trump-melding har sendt luftfartsaktier på flyvetur