- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Kina køber 300 Airbus-fly

Et kinesisk flyleasingfirma har underskrevet en kontrakt med Airbus om køb af 300 fly – herunder 290 fra A320-familien og 10 langdistancefly af typen A350 XWB.

Airbus offentliggjorde mandag, at det kinesiske flyleasingfirma China Aviation Supplies Holding Company (CAS) har lagt ordre på hele 300 fly. Bestillingen har en værdi på 35 milliarder dollar på listepriser – før rabat – hvilket svarer til 230 milliarder kroner.

Kæmpe-kontrakten blev underskrevet i Paris med tilstedeværelse af Guillaume Faury, koncernchef i Airbus Commercial Aircraft, og Jia Baojun, bestyrelsesformand i det statsejede CAS. Aftalen blev underskrevet i forbindelse med den kinesiske præsident, Xi Jinpings, besøg hos den franske præsident, Emmanuel Macron.

Aftalen indebærer køb af 290 fly fra Airbus A320-familien og 10 fly af langdistanceflyet Airbus A350 XWB.

“Vi er beærede over at kunne støtte væksten i Kinas civile luftfart med vores førende flyfamilier – kort/mellem- og langdistancefly. Vores ekspanderende fodspor i Kina viser vores vedvarende tillid til det kinesiske marked og vores langsigtede engagement i Kina og vores partnere,” siger Guillaume Faury, koncernchef i Airbus Commercial Aircraft.

Kina ser bort fra Boeing
Den opsigtsvækkende aftale er en realitet kun få uger efter, at en Boeing 737 MAX 8 fra Ethiopian Airlines styrtede. Kina var et af de første lande i verden til grounde flytypen, hvilket igangsatte spekulationer om, at den igangværende handelskrig mellem Kina og USA havde haft en indflydelse på beslutningen. Nu har Kina så valgt at tilgodese den europæiske flyproducent Airbus, mens det amerikanske modsvar, Boeing, gennemgår en svær krise.

Til gengæld lagde det kinesiske flyleasingfirma CAS en stor ordre hos Boeing i november 2017. Her bestilte CAS 300 fly – herunder 40 langdistancefly. Ordren havde en værdi på 37 milliarder dollar på listepriser – eller hvad der svarer til 244 milliarder kroner.

Brug for 7.400 nye fly
I Airbus’ seneste prognose for det kinesiske marked i perioden 2018 til 2037 angives det, at Kina vil få brug for 7.400 nye passager- og fragtfly. Dette tal repræsenterer mere end 19 procent af den samlede efterspørgsel på 37.400 fly i hele verden.

Kinesiske flyselskaber havde i slutningen af januar i år cirka 1.730 Airbus-fly i drift – herunder 1.455 A320-familiefly og 17 A350 XWB.

Airbus har indtil videre modtaget bestillinger på 14.600 fly fra A320-familien, hvoraf 8.600 er leveret. Der er alene bestilt 6.500 fly fra A320neo-familien af over 100 kunder siden flyets lancering i 2010.

 

Relaterede artikler:

To kinesiske flyselskaber modtog første A350

Faldende ordreindgang hos Airbus

Airbus øger sin flyproduktion i Kina