- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Klar til at overtage Alitalia’s langdistancefly

Mange af kriseramte Alitalia's langdistancefly kan meget vel være på vej til et andet flyselskab, som er på vej ud af en alvorlig krise.

Når en særlig udpeget administrator i næste uge sandsynligvis får seks måneder til at rekonstruere Alitalia og gøre selskabet klar til salg, så kan vedkommende starte med at ringe til Malaysia’s hovedstad Kuala Lumpur. Her sidder Malaysia Airlines’ koncernchef, Peter Bellew. Og han kunne godt tænke sig at hjælpe Alitalia af med en stor del af selskabets langdistanceflåde.

Til nyhedsbureauet Reuters fortæller Peter Bellew således, at man godt kunne tænke sig at overtage otte af Alitalias i alt 25 langdistancefly i 2018. Og yderligere ni Alitalia-fly i 2019.

Til at snakke med
Ingen af Alitalia’s 14 Airbus A330-200 og 11 Boeing 777-200ER er ejet af selskabet selv. De er alle sammen leaset hos en stribe leasingselskaber. Ved at skille sig af med en stor del af flyene forholdsvis hurtigt vil Alitalia-administratoren kunne befri selskabet for en stor leasingudgift.

Sådanne aftaler løber typisk over en årrække. Men leasingselskaberne vil sandsynligvis være til at snakke med omkring et leasingophør tidligere end aftalt, når de ved at Malaysia Airlines står på spring til at overtage flyene.

Peter Bellew siger til Reuters, at han godt kunne tænke sig at indgå en aftale om Alitalia-flyene indenfor fire til seks uger. Det ville give administratoren en god start på arbejdet med at rydde op i det italienske selskab og gøre det parat til at blive overtaget. Sandsynligvis af Lufthansa, som Etihad Airlines – der ejer 49 procent af Alitalia – gerne så overtage store dele af Alitalia’s mellemdistancefly. En manøvre magen til den som airberlin – som Etihad ejer knap 30 procent af – gennemførte i efteråret 2016. Her blev 40 fly givet til Lufthansa-koncernen, som skal bruge flyene i Eurowings’ ekspansion og hos Austrian Airlines. Alitalia har i alt 74 Airbus-mellemdistancefly.

Annus horibilis
Hvis Malaysia Airlines leaser i alt 17 Alitalia-fly i 2018 og 2019, så vil det forøge selskabets langrutekapacitet gevaldigt. Selskabet har nemlig i forvejen 12 Boeing 777-200 fly parkeret på jorden sammen med otte Airbus A330-300 fly og to Boeing 747-400. Efter et sandt annus horibilis i 2014 med et forsvundent Boeing 777-200 fly og et nedskudt Boeing 777-200 fly, kom Malaysia Airlines ud i et gevaldigt økonomisk stormvejr. Allerede i 2013 var man begyndt at sætte langdistancefly sat på jorden. Det fortsatte man med i 2015 og 2016, da effekten af flystyrtene i 2014 for alvor begyndt at gøre ondt. Således blev alle selskabets 12 tilbageværende Boeing 777-200 fly taget ud af produktion.

I dag har Malaysia Airlines tre Airbus A330-200, 15 Airbus A330-300, 6 Airbus A380 og to Boeing 747-400 i aktiv tjeneste som langdistancefly. Ialt 26 fly. De 17 Alitalia-fly og de 20 fly parkeret på jorden vil dermed mere end fordoble antallet af langdistancefly i Malaysia Airlines-flåden.

 

 

Relaterede artikler:

Etihad vil sælge Alitalia til Lufthansa

Alitalia vil sætte 20 fly på jorden

Malaysia Airlines gør klar til ny fremtid

Nyt milliardtab i Malaysia Airlines