- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

KLM åbner ny USA-rute

Til juni næste år åbner KLM en ny rute til Las Vegas, der bliver det hollandske flyselskabs 18. destination i Nordamerika.

Kunder hos KLM kan se frem til endnu en destination på det nordamerikanske kontinent.

Det hollandske flyselskab åbner således en ny direkte rute fra Amsterdam Schiphol til spillebyen Las Vegas til juni næste år. Ruten vil blive betjent op til tre gange om ugen med en Boeing 787-9 Dreamliner med plads til 294 passagerer.

“Las Vegas bliver KLM’s 18. nordatlantiske destination med direkte fly. Inklusive Las Vegas som KLM’s seneste destination vil kunderne blive tilbudt endnu flere flyforbindelser til og fra vestkysten i ​​Amerika,” siger Pieter Elbers, koncernchef i KLM.

Tra klasser på Dreamliner
Ruten mellem Amsterdam og Las Vegas indvies den 6. juni 2019, og i den første måned flyves der på fredage og søndage. En tredje ugentlig flyvning introduceres på tirsdage fra den 2. juli.

Rute KL0635 afgår klokken 12.30 fra Amsterdam Schiphol med ankomst klokken 14.15 lokal tid i Las Vegas McCarran International Airport. Returflyvningen, rute KL0636, er sat til klokken 16.05 lokal tid fra Las Vegas med ankomst næste dag klokken 11.05 i Amsterdam.

Om bord på Boeing 787-9-flyene er der plads til 30 passagerer i World Business Class, 45 i Economy Comfort Class samt 219 i Economy Class.

KLM’s nye rute udvider dermed Air France-KLM’s transtatlantiske rutekort, samtidig med at koncernen styrker sit joint-venture med det amerikanske flyselskab Delta Air Lines.

KLM tyvstarter til Las Vegas
Den nye KLM-rute til Las Vegas åbner først i juni 2019, men allerede til januar ankommer det hollandske flyselskab til den populære amerikanske by.

I årets første måned afholdes der nemlig Consumers Electronic Show 2019 i Las Vegas, og KLM har på den baggrund valgt at planlægge tre mellemlandinger i Las Vegas i forbindelse med selskabets flyvninger til Los Angeles. Det skriver Routes Online.

Ruten bliver betjent med en Boeing 747-400, og den 6. og 7. januar mellemlander KLM-jumbojetten i Las Vegas McCarran International Airport, inden det fortsætter til Los Angeles kort efter. Der er tale om rutenumrene KL613 og KL615, der afgår klokken 09.55 fra Amsterdam. Den tredje mellemlanding i Las Vegas sker den 11. januar, hvor KLM-flyet foretager et stop på rute KL619 på vejen hjem fra Los Angeles.

 

Relaterede artikler:

Air France-KLM med bagageløse USA-priser

KLM åbner og lukker USA-ruter

KLM får Boston på rutekortet

Nyt servicekoncept på KLM’s langruter

Boeing 747-æraen hos KLM slutter snart