- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

KLM afviser ultimatum

En strejke blandt dele af KLM's lufthavnspersonale kan være på vej, efter at KLM pure har afvist en række ultimative krav fra fagforening.

Efter at have tygget på tilbuddet siden torsdag i sidste uge, så har KLM nu afvist et ultimatum fra en fagforening, der organiserer dele af selskabets ansatte på jorden. Det fremgår af en pressemeddelelse fra det hollandske flyselskab tirsdag aften.

Fagforeningen FNV havde krævet, at KLM senest mandag skulle acceptere en række ultimative krav fra fagforeningen. Krav, der handlede om de fremtidige løn- og ansættelsesvilkår for dele af KLM’s lufthavnspersonale. Gjorde KLM ikke det, så ville FNV’s medlemmer nedlægge arbejdet i går tirsdag.

I første omgang indvilgede KLM i at se på kravene. KLM trak betænkningstiden ud over tidsfristen og kom i sidste ende frem til, at man ikke agter at acceptere kravene. Dermed kan en strejke blandt dele af selskabets jordpersonale være på vej.

Ugelang storstrejke
FNV er Hollands største fagforbund og organiserer omkring 16.000 ud af KLM’s godt 32.000 ansatte. Den aktuelle strid handler om ny overenskomst for dele af KLM’s jordpersonale. Men konflikten kan hurtigt brede sig og ramme selskabet hårdt, hvis andre FNV-organiserede faggrupper indleder sympatikonflikter.

Risikoen for en strejke kommer desuden samtidig med at store dele af kabinepersonalet i KLM’s søsterselskab Air France onsdag indleder en ugelang storstrejke.

Ikke været på bordet
FNV’s udspil torsdag var en reaktion på KLM’s endelige forslag til en ny overenskomst, som flyselskabet havde strikket sammen efter længere tids frugtløse forhandlinger. I udspillet stillede FNV blandt andet en række nye krav, som ifølge KLM ikke havde været på bordet under forhandlingerne.

Det hollandske flyselskab er af den opfattelse, at det fremlagde et afbalanceret forslag, der tilbyder vækst, beskæftigelsesmuligheder og økonomiske fordele for selskabets medarbejdere. Eventuelle yderligere tilpasninger af forslaget vil ifølge KLM give højere omkostninger, som vil presse KLM ud af markedet og gøre selskabets vækstplaner og ambitioner umulige at realisere.

Desuden påpeger selskabet, at andre fagforeninger, der også repræsenterer KLM-personale på jorden, har tilkendegivet, at de ikke ser nogen grund til at nedlægge arbejdet som reaktion på KLM’s endelige forslag.

 

 

Relaterede artikler:

Air France-strejke rammer CPH-rute hårdt

Omfattende Air France-strejke starter onsdag

Risiko for KLM-strejke tirsdag