- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

KLM-piloter trænes i Aarhus Lufthavn

Aarhus Lufthavn har siden årsskiftet har besøg af KLM-fly til skoleflyvning hele 30 gange. Lufthavnschefen er glad, mens lufthavnens naboer er noget mindre tilfredse.

Aarhus Lufthavn er nok den lufthavn i Danmark, hvor man oftest ser KLM-fly på landingsbanen. Den østjyske lufthavn er nemlig udvalgt til skoleflyvninger i forbindelse med træning af piloter i det hollandske flyselskab.

Siden årsskiftet har Aarhus Lufthavn 30 gange haft besøg af KLM-fly. Det er enten piloter i Boeing 737-fly, der bliver trænet i Aarhus Lufthavn, eller også er det datterselskabet KLM Cityhopper, der kommer med Embraer 190 eller Fokker F70-fly.

Aarhus Lufthavn har endda fået “preferred“ status på Boeing 737-operationerne hos KLM.

“Vi er glade for det. Det er ikke noget som vi har omkostninger ved. Vi har faste anlæg og brandberedskab, så der er plads til det. Samtidig har vi forsøgt at gøre det attraktivt for KLM ved at lave et særlig lounge-område med crew-faciliteter til piloterne og instruktørerne,“ fortæller lufthavnschef Peter Høgsberg til CHECK-IN.dk.

Aarhus Lufthavn har plads til trafikken i sin miljøgodkendelse, da lufthavnen ligger tilpas langt ude på Djursland og har begrænset rutetrafik. Derfor har man valgt at rabattere de normale startafgifter med 75 procent, når der er tale om skoleflyvninger.

“KLM kommer sjældent til at opleve, at de kommer på ‘hold’ hos os, når de gennemfører træningsflyvningerne,“ konstaterer lufthavnschefen.

Støjgener hos naboerne
Mens lufthavnschef Peter Høgsberg glæder sig over, at kendskabsgraden til Aarhus Lufthavn bliver udvidet med KLM-flyvningerne og publikum samtidig oplever, at der sker noget i lufthavnen, ser det anderledes ud med lufthavnens naboer.

“Vores naboer synes ikke, at det er verdens bedste idé. Vi har bedt KLM-piloterne om at flyve forskellige ruter og variere indflyvningsmønstrene fra nord og syd, så de ikke nødvendigvis kommer ind over det samme hus hver gang,“ fortæller lufthavnschefen.

Når det går lystigt for sig, kommer der et fly hvert 6. minut i lav højde for at foretage en touch-and-go landing. Det vil sige en landing, hvor flyet ikke når at standse, men letter fra banen igen uden at bremse ned.

Lufthavnschefen fortæller om dage, hvor der er foretaget over 50 touch-and-go landinger fra KLM-flyene.Naboerne informeres på forhånd om støjgenerne via lufthavnens hjemmeside.