- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

KLM-piloter truer med strejke

Hvis ikke KLM accepterer piloternes seneste udspil til en ny kollektiv pilotaftale senest på fredag, truer selskabets piloter med at nedlægge arbejdet.

Endnu en strejke kan være på vej i europæisk luftfart.

Piloterne hos KLM er utilfredse med arbejdspresset i selskabet, og de har derfor sendt et endnu et forslag til en ny kollektiv overenskomst til selskabets ledelse.

KLM-piloterne har givet flyselskabet frem til på fredag til at godkende forslaget. I modsat fald vil de overveje at indlede en strejke.

Den tidligere overenskomst for KLMs piloter udløb i januar 2018, og man har i flere måneder arbejdet på at lande en ny aftale. Et gennembrud var tæt ved i maj, men siden er forhandlingerne tilsyneladende faldet til jorden, og man er i en vanskelig fase.

“Vi har sendt et endeligt forslag til dem. De skal acceptere forslaget senest på fredag. Hvis de gør det, har vi en aftale. Hvis ikke, har vi et problem,” siger en talsmand for den hollandske pilotfagforening VNV til Air Transport World.

“En teknikalitet”
Striden handler ifølge KLM og fagforeningen om piloternes arbejdspres og balancen mellem arbejde og fritid. KLM har angiveligt accepteret at nedbringe arbejdsbyrden fra september 2019, men det skal ske langt tidligere, lyder det fra piloterne

“Vores medlemmer synes, det er en god aftale. Men de ønsker, at reduktionen i arbejdsbyrden kommer hurtigere. Dette er virkelig et kardinalpunkt. En strejke kan være et muligt resultat, men vi er overbevist om, at KLM vil acceptere, i forhold til at det er så lille en teknikalitet,” mener VNV-talsmanden, der ikke vil give tidspunkt for, hvornår de vil have aftalen skal træde i kraft – men at piloterne kan se frem til fire procent flere fridage.

KLM og VNV mødtes senest i mandags, hvor begge parter præsenterede et forslag til aftale. Men KLM mener ikke, at man kan give sig yderligere.

”KLM mener, at i kombination med den tidligere forhandlede aftale, vil denne aftale medføre den ønskede reduktion i arbejdspres og forbedring af piloternes balance mellem arbejde og fritid,” lyder meldingen fra KLM.

Det er ikke første gang denne sommer, at der er skrappe forhandlinger mellem Air France-KLM-koncernen og dens piloter. Tidligere har piloterne hos Air France kæmpet for at lande en ny lønaftale.

 

Relaterede artikler:

Tidligt strejkevarsel fra KLM-personale

Kabineansatte i KLM vil strejke

KLM-personale kan gå direkte i strejke

Air France strejke truer på torsdag

Strejke i Air France rammer CPH-rute