- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

KLM-topchefer til Aalborg Lufthavn

Den nye rute mellem Amsterdam og Aalborg bliver den eneste europæiske rute, som KLM åbner i forbindelse med det kommende sommertrafikprogram. På åbningsdagen den 27. marts er alle sejl sat til, og lufthavnen venter besøg af en delegation af topchefer fra Air France KLM.

Alle sejl er sat til,når KLMindvier den nye rute mellem Amsterdam og Aalborg. Udover at ruten bliver den tredje fra Amsterdam til en dansk lufthavn, er der også det særlige, at det er den eneste nye europæiske rute i KLM´s sommertrafikprogram 2011.

Det betyder, at en større delegation fra Air France KLM vil indtage Aalborg Lufthavn på åbningsdagen søndag den 27. marts.

Der startes op med en officiel åbningsceremoni fra kl. 12.00 til 14.15. Herudover vil de europæiske topchefer fra Air France KLM møde den danske presse ved et arrangement fra kl. 14.15 til 15.00.

Til stede i Aalborg Lufthavn vil bl.a. være:

– Erik Varwijk Executive Vice President International & the Netherlands
– Antoine Pussiau Senior VP Europe & North Africa
– Marcel de Nooijer Commercial Director Europe & North Africa
-Welmer Blom General Manager North Europe

samt repræsentanter fra den nordiske og danske ledelse.

Tidtabellen for den nye rute er følgende:

KL1332 AAL 06:25 AMS 07:50 F70 0 12345– 01:25
KL1336 AAL 14:15 AMS 15:40 F70 0 12345-7 01:25

KL1335 AMS 12:15 AAL 13:35 F70 0 12345-7 01:20
KL1337 AMS 20:35 AAL 21:55 F70 0 12345-7 01:20

Der flyves med en Fokker F70 med 50 sæder på Europe Select Class samt 30 sæder på Economy Class. Det bliver således et fly, der primært henvender sig til erhvervslivet, idet hovedparten af sæderne er Business Class.

Med op til 12 ugentlige rundture øges den udbudte kapacitet på udenrigsruterne fra Aalborg Lufthavnmed ca. 100.000 flysæder årligt. I 2010 rejste omkring 150.000 på udenrigsruterne til og fra den nordjyske lufthavn. Dermed er der udsigt til en vækst i udenrigspassagertallet på op imod 50 procent i 2011.

KLM flyver i forvejen fire gange dagligt på ruten mellem Amsterdam og Billund, hvor der anvendes Boeing 737, Embraer 190 og Fokker 70. På ruten fra Amsterdam til København anvendes Boeing 737 på de seks daglige afgange på ruten.

Foto: Hollandske KLM åbner den 27. marts en ny direkte rute mellem Amsterdam og Aalborg. Der flyves med Fokker F70 til 80 passagerer.