- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

KLM tvunget til at refundere aflyste flybilletter

KLM har ændret sin refusionspolitik og vil fremover tilbyde passagerer kontant refusion ved aflysninger. Det sker efter hollandsk ministers kovending.

Flyselskabet KLM har under coronakrisen haft en politik om at udstede værdikuponer – også kaldet vouchers – til passagerer ved aflysning af fly fremfor at følge EU-reglerne, hvor der ikke er nogen tvivl om, at flypassagerer har krav på at få pengene tilbage, hvis en flyvning ikke kan gennemføres.

KLM har fået støtte til at bryde EU-reglerne i den særlige coronasituation fra den hollandske infrastrukturminister Cora van Nieuwenhuizen, som i slutningen af marts gav de hollandske flyselskaber lov til at udstede vouchers som følge af situationen omkring corona, ligesom hun bad de hollandske myndigheder om ikke at håndhæve reglerne om retten til kontant refusion.

Det gjorde den hollandske minister med henvisning til, at mange flyselskaber manglede likvide midler til at kunne betale pengene tilbage til alle passagerer, ligesom det heller ikke var muligt at tilbyde passagererne alternative rejsemuligheder som følge af rejserestriktioner.

Kovending hos minister og KLM
Men efter at EU-Kommissionen i onsdags kom med nye anbefalinger til rejsebranchen og endnu en gang fastslog, at forbrugerne har ret til kontant refusion ved aflysninger – også under coronapandemien, har KLM nu besluttet at ændre sin refusionspolitik.

Afgørelsen blev ifølge NL Times truffet kort efter, at den hollandske infrastruktur også ændrede sin holdning til spørgsmålet i en meddelelse til det hollandske parlament.

Vouchers med bonus
Fremover vil KLM-passagerer, hvis fly bliver aflyst, kunne vælge mellem at få en voucher eller en kontant refusion. KLM håber stadig, at kunderne vælger voucheren, og for at opmuntre til dette planlægger flyselskabet at tilføje en bonus til værdikuponerne, hvilket man snart vil præsentere en plan for. Det meddelte KLM torsdag.

EU-Kommissionen anbefalede onsdag netop, at der etableres frivillige ordninger med tilbud om vouchers i stedet for kontant refundering, og samtidig foreslog EU, at der eventuelt tilbydes en merværdi for at gøre det mere attraktivt for forbrugerne at tage imod denne løsning.

KLM vil dog stadig ikke udstede kontante refusioner for billetter, som er annulleret før torsdagens beslutning. Passagerer med disse billetter bliver nødt til at beholde deres værdikuponer, men de vil blive kompenseret med tilføjelsen af en bonusværdi til voucheren, siger flyselskabet. KLM-voucheren kan i øvrigt byttes til kontanter, hvis den ikke bruges eller ikke bruges fuldt ud inden for 12 måneder.

 

Relaterede artikler:

EU-Kommissionen anbefaler frivillig voucherordning

“Vigtigt ikke at undergrave tilliden til flyselskaberne”

Vouchers skal styrke flyselskabernes likviditet