- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Københavns Lufthavn bygger bro over rejsekaos

En direkte forbindelse mellem metrostationen, sikkerhedskontrollen og Terminal 2 skal give millioner af passagerer en nemmere start på rejsen fra CPH.

Terminal 3 er i dag et uundgåeligt område for samtlige ankommende passagerer i Københavns Lufthavn.

Det samme gælder for de mere end to millioner afrejsende passagerer, som ifølge lufthavnens egne beregninger ikke har ærinde i Terminal 3, men som er tvunget på visit, fordi de er blandt de 25 procent af de rejsende, som ankommer til lufthavnen med metroen, der har udgang til Terminal 3.

Det har på travle rejsedage resulteret i en menneskeproppet Terminal 3, som er blevet scene for alt andet end en problemfri start på rejsen.

Men det bliver der nu gjort noget ved, lover lufthavnsledelsen, som netop har præsenteret en plan for en omfattende udbygning. En slet skjult erkendelse af, at nu er mylderet blevet for voldsomt.

“Terminal 3 er det første og sidste indtryk, de fleste rejsende får af Københavns lufthavn – og det skal være et godt indtryk. I de senere år er lufthavnen vokset med en million passagerer om året, så nu er der brug for mere plads. Derfor sætter vi nu gang i to af fire store bygg

Foto: Københavns Lufthavn/PR

Foto: Københavns Lufthavn/PR

eprojekter,” siger Christian Poulsen, teknisk direktør i Københavns Lufthavn.

Udbygning til 250 mio. kroner
På nuværende tidspunkt går flere end 20 mio. mennesker igennem den travle Terminal 3 hvert år – og tallet vokser, lyder det fra lufthavnen. Derfor planlægger man en markant ombygning og udbygning til samlet 250 mio. kroner.

Foruden udskiftning af det slidte granitgulv fra 1998 – et projekt, der næppe hjælper på trængslen – kommer investeringen derimod til at omfatte adskillige andre trængselsafhjælpende foranstaltninger, som de rejsende kan glæde sig til.

Ny udgang fra bagageudleveringen, en tilbygning på 1500 kvadratmeter samt – til særlig gavn for de afrejsende passagerer, der ankommer med metroen – en bro i første sals højde fra metroen direkte videre til Terminal 2 og sikkerhedskontrollen.

“De to mest markante byggeprojekter i Terminal 3 er planen om tilbygningen og genvejen fra metroen,” skriver lufthavnen i en meddelelse. Den kommende bro vil frigive en masse gulvplads i den travle Terminal 3.

“Stadigt flere tjekker ind hjemmefra og rejser blot med håndbagage. De skal kunne gå direkte fra metroen til sikkerhedskontrollen uden at skulle ned på det travle gulv i Terminal 3. Det samme gælder dem, der skal i Terminal 2,” siger Christian Poulsen.

Først meto-genvej om to år
Genvejen fra metroen skal efter planen dog først bygges i efteråret 2018, da den er afhængig af de tre andre byggeprojekter – ikke mindst den kommende tilbygning.

Den kommende tilbygning er en udvidelse af området mellem Terminal 3 og 2 på i alt 1.500 kvadratmeter. Den skal gøre det lettere at komme frem og tilbage mellem terminalerne, når man ankommer til lufthavnen. Det er også her man i fremtiden skal kunne komme fra metro-genvejen direkte ned til Terminal 2.

Tilbygningen mellem terminalerne er planlagt til at skulle opføres fra efteråret 2017 og skal være klar i sommeren 2018.

“For at skabe mere plads til alle, flytter vi udgangen fra bagageudleveringen, så de ankommende passagerer kommer tættere på taxaer og busser. Det vil også give bedre plads til at tage imod venner og familie, der kommer hjem fra rejse. Samtidig giver det en mere klar opdeling mellem de, der ankommer, og de der skal rejse,” fortæller Christian Poulsen.

Det projekt sættes i gang efter efterårsferien. Det samme gør udskiftningen af de slidte og revnede gulve i terminalen.

 

Relaterede links:

CPH klarede rykind med bravur

Flyselskab: Flere aggressive CPH-passagerer

CPH vil fjerne gang til lavprisfinger

Minister til CPH: Lav det indenrigsspor hurtigst muligt

CPH investerer mindre end europæisk konkurrent