- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Københavns Lufthavn under 20 mio. passagerer

I 2009 rejste 19,7 mio. passagerer gennem Københavns Lufthavn. Det er det laveste passagertal siden 2004.

De seneste fem års vækst blev sat over styr i Københavns Lufthavn i det forgangne år. Med 19,7 mio. passagerer rundede lufthavnen det laveste passagertal siden 2004.

Samlet set faldt passagertallet fra 21,5 mio. i 2008, hvilket svarer til en nedgang på 8,4 %. Det svarer til ca. 1,8 mio. færre passagerer. Heraf var næsten 500.000 transferpassagerer.

Stockholm-Arlanda nåede op på knapt 16,1 mio. passagerer og måtte notere et fald på ca. 11 %. Anderledes så det ud i Oslo-Gardermoen, der klarede sig bedst blandt de skandinaviske hovedstadslufthavne. Gardermoen havde i alt næsten 18,1 mio. passagerer, hvilket var et fald på “kun“ 6,4 %.

CPH forplads nord

CPH kom ned under 20 mio. passagerer i 2009

Den norske hovedstadslufthavn er begunstiget med stor indenrigstrafik, hvorfor udenrigstrafikken isoleret set er gået ca. 8,6 %, hvilket er på mere eller mindre samme niveau som Københavns Lufthavn.

“2009 var et vanskeligt år for luftfartsbranchen, men siden foråret har vi oplevet en gradvis forbedring af passagertallet, og vi glæder os over de seneste to måneders vækst,“ siger salgsdirektør Carsten Nørland fra Københavns Lufthavne A/S.

Salgsdirektøren henviser til den vækst som lufthavnen oplevede i november og december, bl.a. på grund af COP15-topmødet.