- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Kommende USA-præsident uden lufthavn

I Little Rock hedder den lokale lufthavn Bill and Hillary Clinton National Airport, mens Barack Obama er på vej til at få en lufthavn opkaldt efter sig.

Republikaneren Donald Trump bliver USA´s 45. præsident, når han den 20. januar 2017 indsættes i verdens mest magtfulde embede, hvor han afløser demokraten Barack Obama, der har haft sin bopæl i Det Hvide Hus i  Washington D.C. igennem de seneste otte år.

Trump slog overraskende Hillary Clinton i kampen om præsidentembedet, men den detroniserede præsidentkandidat kan glæde sig over, at hun han har noget, som Donald Trump endnu ikke har opnået at få og som ikke umiddelbart kan købes for penge. Hillary Clinton har nemlig sammen med sin mand Bill fået opkaldt en lufthavn efter sig. Det er lufthavnen i Little Rock i staten Arkansas, der i marts 2012 fik navnet Bill and Hillary Clinton National Airport, for at vise respekt for tidligere præsident Bill Clinton, der er forhenværende guvernør i Arkansas.

Samtlige amerikanske præsidenter siden Dwight D. Eisenhower (1953 til 1961) har fået en lufthavn opkaldt efter sig. Med blot tre undtagelser. Hverken Lyndon B. Johnson, Richard Nixon eller George W. Bush har tilsyneladende gjort sig fortjent til at blive udødeliggjort ved at lægge navn til en lufthavn.

Men det har Barack Obama tilsyneladende. Der er flere kræfter, der arbejder på at omdøbe Chicago-Midway Airport til Barack H. Obama Airport, og Honolulu Airport på Hawaii, hvor USA´s nuværende præsident er født, skulle også være med i kapløbet. Der er sågar allerede etableret en hjemmeside, der agiterer for, at den afgående præsident skal have en lufthavn opkaldt efter sig.

Lange udsigter
Donald Trump kan dog tidligst gøre sig forhåbninger om at få en lufthavn opkaldt sig efter den første embedsperiode udløber i 2021, og allersenest i 2025, hvis det skulle blive til “four more years”. Den eneste måde at få sit navn på en lufthavnsbygning før embedsperiodens udløb, er ikke umiddelbart at anbefale. Det skete for John F. Kennedy, da Idlewild-lufthavnen i New York blev omdøbt til John F. Kennnedy International Airport den 24. december 1963 blot en måned efter snigmordet på en af USA´s mest populære præsidenter.

By Stat Lufthavn (præsident nr.)
Springfield Illinois Abraham Lincoln National Airport (16)
Dickinson North Dakota Theodore Roosevelt Regional Airport (26)
Wichita Kansas Dwight D. Eisenhower National Airport (34)
New York New York John F. Kennedy International Airport (35)
Americus Georgia Jimmy Carter Regional Airport (38)
Grand Rapids Michigan Geral R. Ford International Airport (39
Washington D.C. Ronald Reagan Washington National Airport (40)
Houston Texas George H.W. Bush International Airport (41)
Little Rock Arkansas Bill and Hillary Clinton National Airport (42)

 

Selvom der er lange udsigter for en Donald Trump Airport, kan den kommende præsident glæde sig over, at have haft sit navnetræk på siden af passagerfly. Fra 1989 til 1992 drev Donald Trump flyselskabet Trump Shuttle i tæt samarbejde med Eastern Air Lines. Selskabet benyttede Boeing 727-fly på højfrekvente ruter fra New Yorks LaGuardia Airport til Boston og Washington. Trump Express havde også flyvninger til Orlando i Florida.

 

Relaterede artikler:

Tidligere danskregistreret fly i Trump-Pence havari

Her er præsidentkandidaternes fly

Donald Trump i tidligere Sterling-fly

Dansk lufthavn skifter navn

Hvad skal lufthavnen hedde?