- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Kommer Norwegian til undsætning

Norwegian har med kort varsel indlejet fly fra hele Europa til at tage sig af noget af den strejkeramte trafik.

Mens mange flypassagerer går glip af flyrejser med Norwegian, så er pilotstrejken i selskabet guf for flyspottere. Norwegian har nemlig hidkaldt hjælp fra wet lease-operatører over hele Europa til at flyve for sig, når selskabets egne fly holder på jorden, sådan som mange af dem har gjort siden onsdag morgen, hvor 700 norske, danske og svenske piloter nedlagde arbejdet. Det betyder besøg i skandinaviske lufthavne af selskaber og fly, som ikke er hverdagskost på vore breddegrader.

Flyvninger til og fra Spanien, England og Finland samt Norwegians langdistanceflyvninger til USA og Asien gennemføres med fly og personale fra Norwegians baser i de lande. Trafikken mellem Skandinavien opretholdes delvist med hjælp fra wet lease-operatørerne. Norwegian er begunstiget af, at sæsonen for charterflyvninger til Sydeuropa og Nordafrika ikke er begyndt endnu. Det betyder, at der er masser af ledig kapacitet på wet lease-markedet.

Sat i sving
Fra Danmark hjælper Danish Air Transport til med et af sine Airbus A320-fly, der blandt andet tager sig af at opretholde en vis betjening af Norwegians rute mellem København og Oslo. Flyet var ellers lige begyndt at flyve på ruten Karup – København, som Danish Air Transport i forvejen opererer for Norwegian. Men efter strejken brød ud genindsatte DAT det ATR72-fly, som indtil for få dage siden havde passet ruten.

Selskaberne Jet2 og Titan er blandt Norwegians britiske hjælpere. Jet2 sendte 737-800 fly fra Leeds til Oslo tirsdag aften. Titan sendte onsdag morgen et Boeing 737-fly til Oslo og onsdag formiddag landede et Boeing 757-fly fra Titan i Københavns Lufthavn. Det blev straks sat i sving med at flyve frem tilbage mellem København og Rom.

Det er ikke alle flyselskaber, der først er blevet hidkaldt tirsdag og onsdag. Således har portugisiske White fløjet med et Airbus A320-fly for Norwegian siden arbejdsnedlæggelsen startede lørdag, hvor i første omgang 70 piloter nedlagde arbejdet. Det samme har landsmændene fra euroAtlantic Airways. Selskabet, der de seneste år har hjulpet Norwegian kolossalt på langdistanceruterne, har således opereret et Boeing 737-fly for Norwegian på ruter fra Oslo siden lørdag. Flyet har blandt andet en fortid som indregistreret i Danmark gennem halvandet år for Transavia Danmark.

Største bidragsyder
Det lettiske flyselskab SmartLynx er indtil videre den største bidragsyder til Norwegian. Således har Norwegian lejet tre Airbus A320-fly med tilhørende besætninger hos SmartLynx. De har siden lørdag fløjet fra Oslo til blandt andet Prag, Paris, Krakow og Stavanger samt fra Stockholm til Prag, Riga og Las Palmas.

Endelig så er litauiske Avion Express hyret ind med et enkelt Airbus A320-fly, som blandt andet har været en tur i Wien.

Den norske fagforening Parat, som organiserer de strejkende Norwegian-piloter, er ikke begejstrede for Norwegians brug af wet lease-operatører. Parat mener selskaberne er strejkebrydere og vil nu tage fat i den europæiske sammenslutning af pilotfagforeninger for at få sat en stopper for den praksis.

Wet lease er når et flyselskab stiller fly og besætning til rådighed for et andet flyselskab i kortere eller længere tid. Det kaldes også ACMI, som står for aircraft, crew, maintenance og insurance – på dansk fly, besætning, vedligehold og forsikring. Det er de ydelser, som wet lease-operatøren stiller med og betaler for. Det er inkluderet i den pris det andet flyselskab betaler for ydelsen. Det andet selskab skal så betale udgifterne til brændstof, passagerafgifter, landingsafgifter, handling og lignende.

Øverst: Dette Boeing 757-200 fly fra britiske Titan Airways er et af de fly, som Norwegian har hidkaldt for at kunne betjene nogle af sine ruter under strejken. Foto: Mark Harkin / Wikimedia Commons.

Midten: Dette Boeing 737-800 fly fra portugisiske euroAtlantic Airways er også blandt de indlejede fly. Foto: euroAtlantic Airways.

Nederst: Dette Airbus A320-fly fra Danish Air Transport er det danske indslag i den brogede skare af hjælpefly. Foto: Danish Air Transport.