- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Kommission: Byg en tredje bane i Heathrow

Londons kapacitetsproblemer bør løses med en tredje landingsbane i London Heathrow, og ikke ved at bygge en ekstra bane i London Gatwick, fastslår en kommission.

En officiel lufthavnskommission nedsat af den britiske regering er nu kommet med sin anbefaling til hvordan der bliver skabt mere lufthavnskapacitet i Storbritanniens hovedstad London. Anbefalingen er klar. En tredje landingsbane i Londons største lufthavn, London Heathrow, er klart den bedste af tre muligheder, som kommissionen har kigget detaljeret på.

En ny nordvestlige startbane i Heathrow lufthavn, kombineret med en betydelig pakke af foranstaltninger til at løse de miljømæssige og samfundsmæssige indvirkninger, er den bedste løsning og tilbyder de største strategiske og økonomiske fordele, konkluderer lufthavnskommissionen.

Største fordele
En ny landingsbane i Heathrow vil ikke give støj over det nuværende niveau. Den vil kunne generere op til 147 mia. pund i BNP-påvirkninger over 60 år og skabe over 70.000 nye job i 2050. Samtidig vil den ekstra kapacitet, som den nye bane giver, kunne skabe 40 nye destinationer, herunder 10-12 nye langdistanceruter, mener kommissionen.

”Heathrow er bedst placeret til at give den type kapacitet, der er mest presserende behov for, nemlig langdistanceflyvninger til nye markeder. Det giver de største fordele for forretningsrejsende, fragtselskaber og den bredere samfundsøkonomi,” siger kommissionens formand, Sir Howard Davies.

Kommissionens forslag er fundamentalt anderledes end tidligere forslag til udvidelser i London Heathrow. Den foreslåede tredje bane skal ligge længere mod vest end de nuværende baner, hvilket vil bidrage til at reducere antallet af personer, der berøres af støj. Den skal desuden være ledsaget af stærke foranstaltninger for at begrænse virkningerne på dem, der bor i nærheden. Det kunne blandt andet være et forbud mod landinger og starter mellem kl. 23.30 og 06.00, samt en garanti fra det britiske parlament om, at man ikke en dag vil anlægge en fjerde landingsbane.

Fokuseret på Europa
En landingsbane nummer to i London Gatwick-lufthavnen er en anden af de muligheder, som kommissionen har set på. Det er muligt, men den ekstra kapacitet vil være mere fokuseret på intra-europæiske ruter og de økonomiske fordele vil være betydeligt mindre, fastslår kommissionen.

Den sidste mulighed kommissionen så på er at forlænge den nordlige af London Heathrows to nuværende landingsbaner. Det er billigere end at anlægge en tredje bane og færre boliger skal fjernes. Men det giver en mindre stigning i kapaciteten og er mindre attraktivt i forhold til støj og luftkvalitet.