- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Konkursdækning tilbydes af Cimber Sterling

Cimber Sterling er angiveligt det første flyselskab i Danmark der tilbyder forbrugerne at tilkøbe den nye konkursdækning, der siker den rejsende mod rejseudbyderens konkurs eller økonomiske vanskeligheder i øvrigt.

Ifølge den nye lov om Rejsegarantifonden, om beskyttelse af rejsekunders rettigheder, er det blevet et lovkrav pr. 1. januar i år, at forbrugere, der køber flybilletter i Danmark, med afrejse fra Danmark, skal tilbydes en dækning mod rejseudbyderens konkurs.

Cimber Sterling hævder indtil videre, at selskabet erdet eneste herhjemme,der tilbyder denne udvidede forbrugerbeskyttelse direkte på hjemmesiden, for de kunder der booker online.

Bjarne Rasmussen, salgs- og marketingdirektør i Cimber Sterling udtaler:
”Vi er i Cimber Sterling stolte over at vi fra årets begyndelse har fået implementeret samtlige nye lovkrav, som har med den nye udvidede garantiordning at gøre. Det vil sige, at de forbrugere der ønsker selv at tilrettelægge deres individuelle ferie og bestille flyrejse, hotel og bil
via Internettet, nu opnår stort set samme tryghedsgaranti som tidligere kun var forbeholdt dem, der købte pakkerejser.”

FAKTA:

• Tilbuddet om en konkursdækning gælder kun for privatrejsende.
• Indtil nu er Cimber Sterling de eneste der via hjemmesiden tilbyder denne service.
• Det er frivilligt om man vil sikre sig eller ej. Konkursdækningen koster 20,- kr. pr. passager, som er et beløb der er fastsat ved lov og som går 100 % til
Rejsegarantifonden.
• Den nye garanti giver flypassagererne fuld sikring for, at de får deres tab erstattet, hvis det værste skulle ske, at et flyselskab gik konkurs.
• Ifølge den nye ændrede lov, skal alle flyselskaber der sælger flybilletter i Danmark, med afrejse fra Danmark, tilbyde denne dækning.

Der er ingen tvivl om, at Cimber Sterling med “loven i hånden“ får en unik mulighed for at profilere sig som et selskab, der følger reglerne til punkt og prikke – og lidt mere til. Dermed kommer selskabet også ud af alle de negative rygter, der har verseret om selskabets økonomiske situation både før og efter den nylige børsnotering.