- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Korean Air jumbojet blokerede startbanen i Københavns Lufthavn

Et Boeing 747-400 fragtfly fra Korean Air blokerede lørdag eftermiddag startbanen i Københavns Lufthavn i 15 minutter, efter at flyet havde afbrudt starten.Lufthavnens brandkøretøjer blev tilkaldt for at tilse de overophedede bremser på flyet.

Lørdag den 25. juni på en af årets travleste rejsedage i Københavns Lufthavn, kom et stort Boeing 747-400 jumbofly midlertidigt i vejen for trafikafviklingen.

Det var et fragtfly fra koreanske Korean Air Cargo, der netop havde gjort sig klar til at gennemføre flight KE8594 fra Københavns Lufthavn direkte med kurs mod den sydkoreanske hovedstad Seoul.

Under starten fra Københavns Lufthavns bane 22R fik besætningen en indikation af, at et af flyets lasteluger ikke var lukket. Flyet afbrød startanløbet, hvilket fik bremserne til at overophede.

Lufthavnens brandkøretøjer blev tilkaldt for at se nærmere på varmeudviklingen fra flyets bremser. Startbanen var blokeret i omkring 15 minutter, inden Korean Air-flyet selv kunnerulle væk fra baneområdet.

Efter at have gennemgået et ekstraordinært check, afgik flyet med kurs mod Seoul med en forsinkelse på 3 timer og 20 minutter.

Korean Air Cargo er en del af konglomeratet The Hanjin Group. Selskabet har i alt 24 fly af typen Boeing 747-400 i operation.