- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Kritik af SAS og Norwegian fra norsk forbrugerråd

Norsk forbrugerråd retter kritik af SAS og Norwegian for at lade bonuspoint løbe ud, selv om corona har gjort det svært at rejse. Forbrugerrådet kræver, at kunderne kan beholde deres point.

Mange flypassagerer har det seneste år måtte aflyse rejser på grund af coronapandemien. Generelt set har det været en del sværere end normalt at rejse med fly siden sidste forår.

Nogle af flypassagererne har fået refunderet billetten i form af bonuspoint med en udløbsdato, og det får nu kritik fra det norske forbrugerråd, Forbrukerrådet. Folk har stadig langt fra samme muligheder end normalt i forhold til at flyve, og derfor risikerer kunderne at miste store værdier, lyder det.

”Vi har derfor skrevet breve til SAS og Norwegian og bedt dem om at forlænge bonuspointenes levetid. Vi kan ikke frit rejse nu, og så kan flyselskaberne ikke nulstille de værdier, kunderne har betroet dem,” siger Inger Lise Blyverket, direktør i det norske forbrugerråd, i en pressemeddelelse.

Kunder har vist solidaritet
Bonuspointene kan være optjent ved enten køb af rejser eller som refusion ved en annulleret rejse. Derefter kan kunderne vælge, om de vil beholde pointene eller få udbetalt penge. Forbrugerrådet har dog tidligere rejst mistanke om, at flyselskaberne manipulerer kunderne til at vælge point.

Ifølge Inger Lise Blyverket har flere kunder i solidaritet med selskaberne valgt at få bonuspoint i forbindelse med aflyste rejser under coronapandemien. Det betyder, at SAS og Norwegian i dag ville befinde sig i en endnu vanskeligere økonomisk situation, end hvis kunderne havde fået udbetalt pengene, lyder det.

”Så vi forventer faktisk den samme ærlighed tilbage til forbrugerne,” konstaterer Blyverket.

Det norske forbrugerråd pointerer, at netop SAS og Norwegian skabte problemer for kunderne i 2020. Flyselskaberne udbetalte ikke penge for aflyste flyrejser inden for fristen, og kunderne havde svært ved at få kontakt til selskaberne.

Skal foretage aktivt valg for at beholde point
Kunderne hos Norwegian har i øjeblikket ikke mulighed for at bruge bonuspoint, da flyselskabet er under rekonstruktion. Det norske lavprisflyselskab har ifølge det norske forbrugerråd sendt en e-mail til kunderne, hvor de har mulighed for at trykke på en knap, hvis de vil forlænge udløbsdatoen på deres bonuspoint.

”Naturligvis ønsker ingen at slette deres point. Det er helt unødvendigt at kræve, at vi trykker på en knap, så de ikke forsvinder. Folk holder naturligvis på deres værdier, men der er stor risiko for, at de mister dem nu,” siger Blyverket, der påpeger, at en sådan e-mail hurtigt kan forsvinde i indbakken eller blive forvekslet med reklame.

Forbrugerrådets kritik af SAS bunder i, at flyselskabet har et vareudvalg, hvor kunderne kan betale for produkterne ved hjælp af bonuspoint. Inger Lise Blyverket mener dog ikke, at det er hensigtsmæssigt at have valuta, der kun kan bruges til noget, man måske ikke har brug for. SAS påpeger, at pointene først udløber efter fem år.

Det norske forbrugerråd håber nu, at flyselskaberne vender tilbage med positiv respons på de breve, rådet har sendt af sted.

 

Relaterede artikler:

SAS-kunder kan miste opsparede bonuspoint

SAS forlænger medlemsniveauer i EuroBonus

Røde ører i Norwegians kommunikationsafdeling