- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Læserbrev: Understøt indenrigsruterne!

I sidste uge bragte CHECK-IN.dk artiklen 'Åben strid i jyske lufthavne om udenrigsruter'. Her pegede DANSAM på Københavns Lufthavn som det naturlige knudepunkt for udenrigsruter fra Danmark. Magne Sandgaard, der er indehaver af den private virksomhed Karup Airport Travel & Business Service A/S, har sendt redaktionen nedenstående indlæg.

Af Magne Sandgaard

CHECK-IN.dk bragte den 15. februar artiklen ’Åben strid i jyske lufthavne om udenrigsruter’. Her peger DANSAM på Københavns Lufthavn som det naturlige knudepunkt for udenrigsruter fra Danmark.

Ingen tvivl om, at det er vigtigt at diskutere de danske lufthavnes placering og rolle i udenrigsflyvningen. Men før vi slås om, hvilke lufthavne der er knudepunkt for udenrigsflyvning, bør vi vende blikket indad og se på, hvordan vi kan løse de udfordringer, indenrigsflyvningen kæmper med. Problemer, som i høj grad også smitter af på udenrigsflyvningen.

Konkurrencen om udenrigsflyvningen er på forhånd afgjort, hvis man spørger DANSAM. Billund og Aalborg er dog uenige i udmeldingerne, der synes at være direkte i modstrid med disse lufthavnes strategier.

Svar på tiltale!

Der er for så vidt intet i vejen med DANSAM’s ambitioner for Københavns Lufthavn. Uanset hvilken dansk lufthavn man vælger at satse på som hoved-feeder til udenrigsflyvning, er det værd først at spørge baglandet, hvordan det ser udviklingen. Vil man øge samarbejdet mellem provinslufthavnene og Københavns Lufthavn, bør alle komme til orde.

Med 1,2 millioner mennesker har Karup Lufthavn det største befolkningsmæssige underlag blandt danske provinslufthavne.

Vi er mange jyder, der gerne vil støtte Kastrups udenrigsambitioner, hvis priserne er gode nok. Hvis jyderne stopper med at køre i bil til København, er det lige før, vi kan opgive planen om betalingsringen og fortsætte med payoff’et: ’Spar Storebæltsafgiften – Flyv indenrigs’.

Behovet for en målrettet flyinfrastruktur er mere påtrængende end en 100 mia. kr. dyr Kattegatforbindelse, der måske om 30 år kan bidrage til at løse de trafikale udfordringer. Det vil derimod koste et ganske ringe millionbeløb at forbedre infrastrukturen ad luftvejen.

Prisen skal ned

Prisen på indenrigs-flybilletter er i en international sammenligning for høj. Selv om det ikke rent geografisk er den mest naturlige vej, vil vi i Midt- og Vestjylland hjertens gerne flyve over København og videre ud i verden, hvis vi får adgang til lige så billige flybilletter, som man opnår ud af eksempelvis Hamburg. Det er jo bemærkelsesværdigt, at godt 180.000 jyder og et antal, der er fortsat stigende, kører til Hamburg. Men det kan jo være, at det er fordi, man gerne vil spare Storebæltsafgiften.

Såvel af konkurrencemæssige som miljømæssige årsager bør det derfor være Regeringens fornemmeste opgave at tage hånd om infrastrukturen på flysiden.

Det nytter ikke noget, at prisen på indenrigsbilletter svæver i de højere luftlag, når markedet for udenrigsbilletter er stadig mere presset.

I forlængelse heraf kan man konstatere, at der stadig er nævneværdig forskel på billetpriserne hos de samme luftfartsselskaber, hvis man vælger rejsen over Danmark frem for over Hamburg eller andre hubs. Konkurrencedygtigheden med andre lufthavne skal derfor sikres.

Ved valg af materiel bør man også vælge de økonomisk og miljømæssigt bedste løsninger. Indenrigstrafikken går en sikker fremtid i møde, hvis man satser på anvendelsen af turboprop-maskiner med bio-fuel som brændstof.

Med mange potentielle jyske rejsende er det håbet, at vi i samarbejde med andre danske lufthavne kan bidrage til at få løst de problemer, indenrigstrafikken lever med i øjeblikket. Først derefter giver det mening at tale udenrigsflyvning.