- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Langdistancevækst hos Brussels Airlines

En ny rute til Nordamerika, flere flyvninger til Afrika og USA samt ansættelse af flere piloter og kabinepersonale. Det er planen for Brussels Airlines i det kommende år.

Brussels Airlines planlægger en større udvidelse af sin langdistancenetværk i forbindelse med at selskabet modtager yderligere to Airbus A330 fly. Næste forår lancerer Brussels Airlines således en ny rute til Toronto, nu hvor Jet Airways har annonceret det forlader ruten. Derudover vil selskabet øge antallet af flyvninger til Afrika og USA.

Fra starten af april næste år vil selskabet begynde at flyve fem gange om ugen mellem Bruxelles og Toronto, når Brussels Airlines har modtaget sit niende Airbus A330-fly. Samtidig indsættes ekstra flyvninger på ruterne fra Bruxelles til Kigali i Rwanda og Entebbe i Uganda på det afrikanske kontinent, så de to ruter får henholdsvis seks og fire ugentlige returflyvninger.

Indenfor omkring et år vil Brussels Airlines modtage sin tiende Airbus A330. Den vil blive brugt til at udvide selskabets udbud af ruter til Afrika, hvor Belgien i tidernes morgen var en stor kolonimagt. I øjeblikket analyserer Brussels Airlines mulighederne for at åbne ruter til Lagos og Libreville. Desuden ser selskabet på at åbne en rute fra Bruxelles til Mumbai i Indien i samarbejde med Star Alliance-kollegaen Air India.

Bruxelles som mellemstation
Star Alliance-kollegerne United, Air Canada og Bruxelles Airlines går desuden sammen for at kompensere så meget som muligt for Jet Airways’ exit fra Bruxelles Lufthavn. Til foråret stopper det indiske flyselskab med at bruge Bruxelles som mellemstation for sine flyvninger mellem Indien og USA’s østkyst. I stedet bliver Amsterdam Schiphol mellemstation for selskabets to ruter til Toronto og New York.

Air Canada vil kommercialisere Brussels Airlines’ Bruxelles – Toronto flyvninger som codeshare partner og United vil øge sin nuværende betjening af Bruxelles – New York Newark fra næste år ved at indsætte en nummer to daglig flyvning fra Bruxelles, som Brussels Airlines vil føje til sit tilbud som et codeshare. Samtidig vil Brussels Airlines tilføje en sjette ugentlig flyvning til Washington Dulles.

I alt vil de tre transatlantiske joint venture-partnere tilbyde seks nordamerikanske destinationer fra Bruxelles Lufthavn i 2016.

Vækstmotor for Bruxelles
I november 2001 gik det nationale belgiske luftfartsselskab Sabena konkurs, hvilket gik hårdt ud over den belgiske økonomi. Derfor gør Brussels Airlines meget ud af at pege på udvidelsen som en vækstmotor for hele Belgien.

“Denne vigtige udvidelse er en betydelig investering både økonomisk og med hensyn til beskæftigelse. Vi skaber et større tilbud til vores stigende antal passagerer såvel som for vores fragtkunder. Samtidig tager vi vores rolle som vækstmotor for Bruxelles Zaventem-lufthavnen og den belgiske økonomi alvorligt,” understreger Brussels Airlines’ administrerende direktør, Bernard Gustin.

Brussels Airlines forventer at udvidelsen vil skabe 140 nye jobs til piloter og kabinepersonale.

Solidt udbud af ruter
I Bruxelles Lufthavn glæder man sig over ekspansionsplanerne hos lufthavnens største kunde.

“Det stærke partnerskab mellem Bruxelles Lufthavn og Brussels Airlines giver os mulighed for at opbygge et solidt udbud af flyruter fra Belgien til vigtige strategiske destinationer for rejsende fra Europa. Den videre udvikling af vores Star Alliance-trafikknudepunkt styrker vores konkurrencemæssige position og sikrer bred tilslutning til Belgien samt skaber beskæftigelse og merværdi for vores økonomi,” fastslår Arnaud Feist, administrerende direktør for Bruxelles Lufthavn.

I kølvandet på Sabenas konkurs skabte en række investorer selskabet SN Brussels Airlines på resterne af Sabenas datterselskab Delta Air Transport. SN Brussels Airlines fusionerede i 2007 med Virgin Express og blev til det Brussels Airlines vi kender i dag.