- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Lavprisflyselskaberne løber baglæns

Efter næsten konstant fremgang gennem de seneste mange år kom både Ryanair og easyjet ud af januar måned med vigende passagertal. Tilbagegangen kommer dog ikke som nogen overraskelse, idet begge selskaber har trukket fly ud af produktion i vinterhalvåret.

Træerne vokser tilsyneladende ikke helt ind i himlen for de to ellers så fremadstormende lavprisflyselskaber Ryanair og easyjet. Således må begge selskaber notere sig en tilbagegang i passagertallet i januar sammenlignet med samme måned sidste år.

Værst ser det ud for Europas største lavprisselskab, Ryanair, der med 4,39 mio. passagerer i år mod 4,66 mio. sidste år oplever et fald på seks procent. Til gengæld fastholder selskabet en belægningsprocent på 71.

Tilbagegangen er et udtryk for at Ryanair i år har valgt at kompensere for den svage efterspørgsel i vinterhalvåret ved helt at trække fly ud af produktion. De tidligere årfløj man videre med samme produktionsapparat, men blot med færre solgte sæder.

Parkerede fly i ørkenen

Nu er Ryanairs topchef Michael O’Leary ikke bange for at sætte fly på jorden. Ryanair trak 80 fly ud ved vintersæsonens begyndelse og sendte i efteråret otte spritnye Boeing 737-800 fly direkte fra Boeing-fabrikkerne til opbevaring i Arizonas ørken.

Det er netop fire af disse fly, som Ryanair kan indsætte ved lynaktionen i Budapest Airport efter Malévs konkurs.

Også hos easyJet kan man mærke krisen kradse. Tilbagegangen er kun på 0,4 procent fra 3,743 mio. i januar 2011 til 3,728 mio. passagerer i januar måned i år.

Men også easyJet har trukket fly ud af produktion, lukket ruter og skåret ned i kapaciteten på andre ruter. Derfor stiger selskabets belægningsprocent med 3 procentpoint til 81,9 procent.

Læs også:

Fabriksnye fly parkeres i ørkenen