- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

LOT genåbner ni ruter

Det polske Star Alliance-selskab LOT Polish Airlines har gennemgået den restrukturering, som EU pålagde dem, og er nu gået i gang med at genåbne ruter.

Det polske flyselskab LOT Polish Airlines har de senere år været igennem en sand hestekur med store besparelser og nedskæringer. Alt sammen en del af en omfattende restrukturering, som det polske Star Alliance-medlem havde indvilget i at gennemføre mod at få lov at beholde den økonomiske støtte, som den polske stat havde ydet.

Nu er der lys for enden af tunnellen. Der er begyndt at komme sorte tal på bundlinjen. Derfor er LOT gået i gang med at annoncere en genåbning af nogle af de ruter, som selskabet har måttet lukke som en del af restruktureringen.

Dagligt til Barcelona
Til januar næste år genåbner LOT således fem europæiske ruter, og til marts næste år følger yderligere fire rutegenåbninger.

På årets første dag begynder LOT igen at flyve fra Warszawa til Düsseldorf og Zürich. Begge ruter flyves to gange dagligt. Dagen efter følger Barcelona og Cluj. Begge med fire ugentlige flyvninger. Fra slutningen af marts vil selskabet betjene Barcelona en gang dagligt fra Warszawa. Den 23. januar kommer Venedig tilbage på LOT’s rutekort med fire ugentlige flyvninger og daglig flyvning fra 26. marts.

Den 2. marts er det ruterne fra Warszawa til Athen og og Ljubljana der genåbnes med henholdsvis fire og fem ugentlige flyvninger. I slutningen af marts stiger det til henholdsvis daglig betjening af Athen og seks ugentlige flyvninger til Ljubljana.

Warszawa – Beirut og Warszawa – Nice er de sidste to ruter, som LOT genåbner. Det sker den 30. marts med henholdsvis tre og fem ugentlige flyvninger. Det stiger i starten af maj til henholdsvis fem ugentlige flyvninger og en daglig flyvning alle ugens dage.

Kun gøre det én gang
Det var EU-Kommissionen, der havde opstillet betingelserne i restruktureringsplanen. EU’s regler om statsstøtte opererer med begrebet ”First time is the last time”. Et land må således gerne støtte sit nationale flyselskab økonomisk, men landet må kun gøre det én gang.

Støtte fra den polske stat blev kendt lovlig, mod at LOT gennemførte den omfattende restrukturering.