- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

LOT lancerer 787-rute til USA fra regional lufthavn

Polske LOT har netop annonceret den sjette rute til USA, men denne gang er det ikke hubbet i Warszawa, der ekspanderes fra.

Regionale lufthavne forbindes normalt ikke med langdistanceruter og store wide-body-fly. Men ikke desto mindre er det netop, hvad polske LOT agter at gøre, når selskabet fra næste sommer åbner en ny langdistancerute med et Boeing 787-fly fra Kraków i det sydlige Polen.

Ruten skal åbne til juli 2017 og destinationen hedder Chicago O’Hare International Airport.

“Vi stræber efter at være det foretrukne flyselskab for alle rejsende mellem Polen og USA. For at opnå dette, må vi garantere det bedst tilgængelige produkt. Efter at have annonceret, at vi vender tilbage til Newark, er relanceringen af Kraków og Chicago den bedste nyhed, man kan forestille sig,” siger Rafał Milczarski, koncernchef i LOT, i en meddelelse.

Han henviser til, at Kraków-Chicago blev fløjet indtil 2009, hvor LOT valgte at lukke ruten. Dengang befløj LOT ruten med selskabets daværende langrutefly, Boeing 767-300ER.

At det lige er Chicago, som LOT har valgt at forbinde med Kraków, skal findes forklaret i, at den nordamerikanske by er hjemsted for et stort antal polske immigranter, som nu får nemmere ved at besøge deres slægtninge i Kraków-regionen, Małopolska.

Grafik: Great Circle Mapper

LOT vil fra 2017 have i alt seks ruter til Nordamerika. Grafik: Great Circle Mapper

Sjette USA-forbindelse
Hvert år rejser 90.000 passagerer fra Kraków via Warszawa til USA. De får nu glæde af den direkte rute, der flyves en gang i ugen. Det er i høj grad etniske rejsende, LOT forventer, vil bruge ruten.

Foruden Newark, der i særdeleshed benyttes til at betjene millionbyen New York, har LOT annonceret, at man fra næste år vil åbne en rute mellem Warszawa og Los Angeles, hvilket i tillæg til nyheden om Chicago bringer selskabet op på seks nordamerikanske ruter fra 2017.

Ruterne åbnes i takt med, at LOT fra næste år vil tilføje yderligere to Dreamlinere til langruteflåden, som derved når op på otte fly.

Rafał Milczarski understreger, at der ikke foreløbigt kommer flere USA-ruter på tale fra regionale polske lufthavne.

 

Relaterede artikler:

LOT åbner Los Angeles-rute

LOT vender tilbage til Newark med indlejet fly

LOT åbner op til fem nye langdistanceruter