- CHECK-IN.dk - https://check-in.dk -

Lufthansa er atter klar til at købe op i Europa

Lufthansa ønsker at spille en aktiv rolle i en fortsat konsolidering af europæisk luftfart. Datterselskabet Eurowings er udset til at kunne integrere flyselskaber som SAS og LOT.

Lufthansa-gruppen er atter klar til at forsætte den konsolidering, som den tyske luftfartskoncern igangsatte med købet af Austrian og Swiss samt investeringen i Brussels Airlines.

Finanskrisen kom i slutningen af 2008 imidlertid på tværs af de fortsatte konsolideringsplaner og en intensiv konkurrence samt stigende brændstofpriser skabte så store udfordringer for den tyske luftfartskoncern, at planerne midlertidigt måtte skrinlægges.

Da Lufthansa-gruppen i 2012 tog hul på den nye strategi- og spareplan under navnet SCORE, blev der samtidig gjort tydeligt, at initiativer til konsolidering i branchen tidligst ville blive genoptaget ved udgangen af 2015, når virkningen af SCORE havde slået fuldt igennem.

Men nu er Lufthansa tilsyneladende klar til fortsat konsolidering, hvilket koncernchef Carsten Spohr gav udtryk for ved en presse-briefing i Frankfurt tidligere på ugen.

“Konsolideringen i Europa skal fortsætte. De fem største europæiske flyselskaber tegner sig for halvdelen af det europæiske marked. Hvis vi sammenligner med de fem største flyselskaber i USA, så tegner de sig for en markedsandel på 93 procent,“ sagde Carsten Spohr til flere internationale medier.

Eurowings er nøglen til konsolideringer
Lufthansas koncernchef lagde ikke skjul på, at det er datterselskabet Eurowings, der skal være omdrejningspunktet for en konsolidering.

“Etableringen af Eurowings som en ‘åben platform’ med aktiviteter, der spænder fra lavprisselskabet Germanwings, over korte ruter på vegne af Lufthansa til operationer i Østrig, gør selskabet egnet til at integrere forskellige flyselskaber,“ mener Carsten Spohr.

Ifølge Bloomberg er der en håndfuld europæiske full-service flyselskaber, der er kommet i klemme mellem de hastigt voksende lavprisflyselskaber og de tre store europæiske luftfartskoncerner ledet af Lufthansa, Air France og British Airways. Det er selskaber som SAS, LOT Polish Airlines samt Brussels Airlines, som Lufthansa ejer 45 procent af.

“Disse selskaber er ikke så oplagte overtagelsesmål som Swiss og Iberia, som man kunne overtage i den stand de var. Her skulle man blot få øje på et par synergier, og så var det hele hjemme,“ siger Carsten Spohr i et interview med det internationale nyhedsbureau Bloomberg.

Foto: Koncernchef Carsten Spohr er klar til at lade Lufthansa spille en aktiv rolle i en fortsat konsolidering af europæisk luftfart.