- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Lufthansa flyver nu onestop til Israel

Lufthansa har valgt at operere aftenafgangen til Tel Aviv via Athen. Derimod flyver SAS og Norwegian stadig direkte til den israelske storby.

Det tyske flyselskab Lufthansa flyver til og med lørdag via Athen til Tel Aviv. Flyselskabet angiver “operationelle årsager“ som begrundelse for omlægningen af rutenummer LH690 fra Frankfurt til Tel Aviv.

Hidtil har Lufthansa fløjet to gange dagligt fra Frankfurt til Tel Aviv. Aftenafgangen har været scheduleret til kl. 19.30 med ankomst i Tel Aviv kl. 00.35 den næstfølgende morgen. Men i denne uge har flyvningerne været omlagt til at afgå fra Frankfurt kl. 21.25 med ankomst i Tel Aviv kl. 04.00 efter en teknisk mellemlanding i Athen.

Non-stop flyvetiden fra Frankfurt til Tel Aviv er normalt på fire timer, men mellemlandingen i Athen betyder, at den samlede rejsetid kommer op på fem timer og 35 minutter.

Mellemlandingen betyder, at Lufthansa foretager besætningsskifte i den græske hovedstadslufthavn Eleftherios Venizelos, der ligger 20 kilometer vest for Athen. Det gør Lufthansa angiveligt af sikkerhedsmæssige årsager, således at besætningerne ikke skal overnatte i en krigszone.

Herudover vil Lufthansa nemmere kunne omdisponere i tilfælde af pludselig raketangreb fra Gazastriben mod Ben Gurion-lufthavnen i Tel Aviv.

Ingen besætninger i Tel Aviv
Hos SAS og Norwegian flyver man stadig nonstop fra København til Tel Aviv. Her er den samlede flyvetid på fire timer og 25 minutter.

Norwegian oplyser, at selskabets besætninger ikke overnatter i Tel Aviv, da afgangstiderne er lagt således, at besætningen kan gennemføre en rundtur til Tel Aviv på 10 timer på en dagsflyvning.

SAS flyver derimod kl. 22.50 fra København og retur fra Tel Aviv kl. 05.20 om morgenen. Kommunikationsrådgiver Tormod Sandstø fra SAS oplyser, at SAS ikke har foretaget ændringer til fartplanen, da der ikke er behov for overnatning i Tel Aviv til selskabets besætninger, da det er samme crew der benyttes begge veje.