- CHECK-IN.DK - https://check-in.dk -

Lufthansa går målrettet efter SAS’ hjemmemarked

Efter ophøret af det 18 år lange joint venture mellem SAS og Lufthansa, vil tyskerne gå målrettet efter at markere sig på sin tidligere samarbejdspartners hjemmebane.

Fredag i sidste uge meddelte SAS og Lufthansa, at parterne opløser deres mere end 18 år langt joint venture-samarbejde omkring flytrafikken mellem Skandinavien og Tyskland.

Og nu løfter Lufthansa sløret for hvad man har tænkt sig at gøre, nu hvor båndene er kappet og de to selskaber kun er partnere i Star Alliance-sammenhænge sammen.

Tyskerne vil bruge den ny vundne frihed til at styrke sin position på sin gamle samarbejdspartners hjemmebane i Skandinavien.

”Det giver os mulighed for at angribe det skandinaviske marked på en mere målrettet facon og fremhæve de specifikke fordele for kunderne ved at vælge Lufthansa,” pointerer Martin Riecken, Lufthansas europæiske kommunikationschef, over for CHECK-IN.dk.

Flette fingre
Ophævelsen af joint venture-aftalen er blot det seneste eksempel på, at SAS har reduceret samarbejdet med luftfartsselskaber, der ellers regnes for nære allierede af SAS.

Eksempelvis så har SAS og United fra 1. april måtte indstille et ellers velfungerende salgssamarbejde om at sælge flyvninger på tværs af ”dammen”. Og det har ført til en opsigelse af codeshare-samarbejdet på SAS’ transatlantiske flyvninger, der altså ikke længere har et UA-rutenummer tilknyttet det almindelige SK 9XX-nummer.

Årsagen er, at United har indledt et meget tæt samarbejde omkring den transatlantiske flytrafik med Lufthansa, Swiss, Austrian og Brussels, der alle fire er en del af Lufthansa-koncernen. Desuden er Air Canada også med i samarbejdet, der går under navnet Atlantic Plus-Plus.

For at United må få lov til at flette fingre med tyskerne og deres datterselskaber i nabolandene, så har konkurrencemyndighederne forlangt, at United ikke har lignende samarbejder om atlanterhavstrafikken med andre selskaber. Og det rammer altså SAS.

Som en konsekvens af et nyt samarbejde med Singapore Airlines har SAS til gengæld valgt at opsige codeshare-aftalen med Thai Airways på den internationale trafik fra Bangkok.